JAPAN: Efter en lang debat om finansiering af projektet har bystyret i den japanske storby Nagoya besluttet at kaste sig ud i et kostbart eventyr, hvor den ærværdige Nagoya-borg fra samurai-tiden, byens vartegn, hvor shogunens kronprins i århundreder havde sit hjem, skal genopbygges på sin oprindelige placering midt i byen. Det samlede budget er på næsten tre milliarder danske kroner.
Borgen er ellers allerede genopbygget en gang for ikke så længe siden. Efter verdenskrigen var Nagoya ligesom mange andre japanske store og mellemstore byer fuldkommen sønderbombet, og den gamle borg var stort set jævnet med jorden. Den gamle træbygning blev i halvtredserne genopbygget i beton, den nye tids materiale.
– Beton blev opfattet som et moderne materiale på det tidspunkt. Men i de sidste tredive år har der været en tendens til at udskifte betonen med træ. Træ er mere autentisk, og man vender samtidig tilbage til flere af de gamle håndværk, har den amerikanske historiker Ran Zwigenberg, der er lektor ved Pennsylvania State University i USA, fortalt ved et foredrag i Tokyo.
Romantik og myter
Udskiftningen af selve borgtårnet i Nagoya vil først være færdigt i 2022, men allerede nu står det genopbyggede Honmaru-palads, som lå lige nedenfor, færdigt. Det er en imponerende bygning i træ. Gammel, fordi dens design, tegninger, struktur og historie er fra begyndelsen af 1600-tallet. Men samtidig ny, helt ny, fordi den fremstår i skinnende, levende tømmer. Når man går rundt i dens udsmykkede gange, oplever man, hvordan den har set ud som ny for knap 500 år siden.
Der er en masse romantik og myter omkring Japans mange “samurai-borge” fra 1500- og 1600-tallet, kendt fra utallige Kurosawa-film og tv-serier. Dengang havde hver eneste herremand sin lokale borg, og op gennem 1500-tallet var disse borge ofte genstand for krigshandlinger.
Fra starten af 1600-tallet satte Tokugawa-familien sig imidlertid tungt på shogun-tronen og regerede Japan med jernhånd i to et halvt århundrede. Men der var fred. Borgene lå der stadig, nu mest som symboler på magt for den lokale herremand og tegn på hans alliance med shogunen i det fjerne Edo, som Tokyo hed dengang.
Eftersom borgene efterhånden mistede deres militære formål og funktion, lod adskillige af de mange feudalherrer, som havde problemer med finanserne, dem gradvist forfalde.
Omfattende nedrivning
Helt galt gik det ved begyndelsen af Japans radikale modernisering under Meiji-kejseren i 1870’erne og 80’erne, hvor mange af borgene ligefrem blev revet ned. De centrale og åbne pladser i byernes centrum, hvor de lå, kunne bruges til andre formål, mente de usentimentale nye magthavere.
Senere blev skiftende Meiji-regeringer mere konservative – og stedse mere opmærksomme på, at man egentlig burde bevare de flotte og markante borge, fordi de kunne tjene som samlingspunkter for den nye nationalisme, man forsøgte at fremme i befolkningen. Borgene blev de fleste steder overtaget af militæret, som gradvist blev en stærkere og stærkere faktor i samfundet under kejserstyret.
Efter nederlaget i Anden Verdenskrig lå de fleste overlevende borge i realiteten som ruiner. Mange blev ligesom Nagoya-borgen relativt hurtigt genopbygget, ikke i træ som oprindeligt, men i beton, så de i det mindste lignede på ydersiden. Nu fik de en helt ny rolle i efterkrigstidens samfund som kulturelle og historiske samlingspunkter i lokalsamfundene. De gamle krigerborge kom til at symbolisere den målrettede demilitarisering af det japanske samfund, der fandt sted i årtierne efter krigen.
Markant holdningsændring
I 1989 var samtlige Japans borgtårne undtagen tolv bygget af beton. Arkitekterne i de foregående årtier havde prioriteret bygningens fremtoning højere end, hvilket materiale den var bygget af, og de havde også skullet leve op til den tids jordskælvsregler, hvor det simpelt hen var forbudt at bygge træbygninger på mere end tre etager. En regel, der viste sig også at gælde for samurai-borge. Der var ikke så lidt stolthed forbundet med at genopbygge de historiske bygninger ved anvendelse af moderne byggemetoder og teknikker.
Men siden firserne er der sket en klar holdningsændring. Vi har kunnet se en række kostbare restaureringsprocesser rundt omkring i landet, hvor cirka tredive af de knap så gamle betonborge er blevet revet ned og genopbygget for anden gang i mere autentiske materialer og med anvendelse af mere autentiske håndværk – kulminerende med det gigantiske projekt omkring den fornemme Nagoya-borg.
Det har – ikke mindst i de allerseneste år – vist sig, at de oprindelige træstrukturer var enestående i deres evne til at modstå jordskælv. Meget bedre end de betonbygninger, som i mellemtiden er bygget i jordskælvsbeskyttelsens navn. Da den sydjapanske by Kumamoto i efteråret 2016 blev ramt af et stort jordskælv, sank store dele af byens stolte borg, bygget i beton i 1960, sammen, og genopbygningen er ikke færdig endnu.
Samtidig har de klassiske fæstningsværker, bygget møjsommeligt i sten uden om selve træbygningerne, i Kumamoto og andre steder vist sig at være uhyggeligt sårbare over for ikke kun jordskælv, men også regnmasser og andre naturkatastrofer.
Disse kæmpestore stenmure ud mod de gamle borges mere eller mindre velbevarede voldgrave er uhyre vanskelige at rekonstruere, hvis de først begynder at smuldre. En smuldret sten skal erstattes af en anden af præcis samme størrelse og samme materiale, hvis fæstningsværket for alvor skal stabiliseres. Det statslige tv-selskab NHK har for nylig lavet en rundspørge om disse fæstningsværker af sten til driftscheferne ved 124 borge, og af dem svarede 71 (57 procent), at “strukturerne forfalder og har behov for reparationer”.
Nyt for turisterne
Hvor om alting er. Japan får i disse år ikke færre borge. Tværtimod bygges der i turismens navn flere steder nye borge, hvor der aldrig fandtes nogen tidligere. Ran Zwigenberg nævner borgen i byen Atami ved stillehavskysten neden for Fuji-bjerget.
– Atami-borgen er totalt falsk. Der har aldrig ligget en borg der tidligere. Den er udelukkende bygget for turister. Den har ni etager, men en ni-etagers borg har aldrig eksisteret i virkeligheden. Den rummer en pachinko-spillehal (kuglespil, red), et shunga-museum (klassiske sex-billeder, red), og oppe ved udsigtsafsatsen er der en lille fiskedam. Det hele er opfundet til ære for turisterne.
Atami er imidlertid et ekstremt eksempel. Selv om turismen spiller en rolle, så er der flere steder også en god portion national stolthed forbundet med det aktuelle boom i genopbyggede borge. Mange af borgene kommer efter renoveringer til at ligne den hvide Himeji-borg, den største og kendteste af alle den tids borge, og ligesom Himeji-borgen kommer mange af dem til at rumme små museer om den japanske middelalder med fokus på samuraier og ninjaer.
Og endnu flere steder er det mere regional end national stolthed, der er i spil. Lokalsamfundene samler ind til genopbygning af lige præcis deres borg, og mange steder er det ikke nogen hemmelighed, at disse borge i historien har spillet en stor rolle i modstanden mod magthaverne i Tokyo.
Feudalherrerne på den gamle borg i Aizu-Wakamatsu nordøst for Tokyo kæmpede en sej kamp mod skiftende shogun-regimer i hovedstaden, som i de fleste tilfælde kom vestfra. Og den dag i dag er Shuri-borgen på stillehavsøen Okinawa et samlingssted for opførelse af traditionelle ceremonier og dermed et uofficielt samlingspunkt for modstanden mod det japanske styre.
