Roskilde Festival og Roskilde Kommune er gået sammen om nyt fællesskabshus

Roskilde Festival og Roskilde Kommune er gået sammen om at bygge et almennyttigt hus for kunst, kultur og frivillighed i Roskilde. Nu er byggeriet sendt i offentligt udbud.
Foto: Roskilde Festival.
Foto: Roskilde Festival.

Det bliver i 2022, at Roskilde Festival og Roskilde Kommune kan slå dørene op til det nybyggede fællesskabshus beliggende midt i bydelen Musicon, skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Dermed bliver fællesskabshuset hjemsted for egnsteatret Aaben Dans, øvelokaleforeningen Råstof Roskilde og Roskilde Festivals frivillige og ansatte.

Visionen er samtidig at opføre et kreativt og kunstnerisk mødested, der skaber endnu mere liv og aktivitet i den spirende nye bydel Musicon og dermed vil være til gavn for det lokale forenings-, kultur- og iværksætterliv.

Endelig fase for idéer og visioner

Det er Roskilde Festival og Roskilde Kommune, der står sammen om det 3800 m2 store sambyggeri. Parterne har udarbejdet et konkurrence- og byggeprogram med de gældende rammer, kriterier og betingelser, og sambyggeriet sendes nu i offentligt udbud som totalentreprise.

Det betyder, at nybyggeriet nu kan bevæge sig ind i en fase, hvor ambitiøse idéer, nytænkende samarbejdsformer og fælles visioner finder deres endelige former.

Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, siger:

– Vi er sikre på, at fællesskabshuset bliver noget helt nyt og unikt for Roskilde og for byens kulturliv. Værdier som bæredygtighed, fællesskab og kunstneriske vækstlag har været essentielle, mens vi har samarbejdet på tværs af organisationerne om at beskrive byggeopgaven. Så nu glæder vi os til at se konkrete arkitektoniske bud på, hvordan vi skaber og indretter det ideelle hus, som samtidig åbner os og understøtter kunstneriske vækstlag, engagement og fællesskaber i byens frivillige foreninger.

Roskildes borgmester, Joy Mogensen, siger:

– Musicon er en stor succes i en rivende udvikling. Et sted hvor mangfoldigheden lever i form af de mennesker, der besøger, bor og arbejder i den pulserende bydel. Den nye fælles bygning er en vigtig tilføjelse, der er med til at gøre Musicon til en magnet og rugekasse for frivillige, kunstnere, musikere og kreative mennesker fra blandt andet Aaben Dans og Råstof Roskilde.

Budget for byggeriet

Roskilde Festival oplyser i pressemeddelelsen, at byggeriets samlede budget er på 75 millioner kroner. Roskilde Festival-gruppens andel udgør 50 millioner kroner, mens Roskilde Kommunes andel udgør 25 millioner kroner. Totalentreprisens kontraktsum er på 63 millioner kroner. Heraf udgør Roskilde Festival-gruppens andel 41,5 millioner kroner, og Roskilde Kommunes andel udgør 21,5 millioner kroner. Roskilde Festival-gruppen finansierer egne faciliteter til frivillige og ansatte samt husets fællesfaciliteter. Roskilde Kommune finansierer Aaben Dans’ og Råstof Roskildes nye faciliteter samt tilpasninger af de nuværende faciliteter.

Relateret indhold