Byggeriet finder sted på den gamle Gasagrund. Lokalplanområdet udgør 67.500 kvadratmeter byggeret, hvoraf Calum har erhvervet sig 12.000 kvadratmeter til rækkehusene samt option på yderligere 7000 kvadratmeter til etageboliger.
– Vi er meget betagede af området og mulighederne for at udvikle kvalitetsrækkehuse i et område, som vi tror bliver rigtig eftertragtet i fremtiden. Vi er overbeviste om, at rækkehusprojektet vil give de kommende beboere en særlig oplevelse og stor tilfredshed i hverdagen. Området er i rivende udvikling, og samtidig er der kun 12 minutters kørsel ind til Aarhus centrum samt tre minutter til Skejby Sygehus, siger Jakob Axel Nielsen, administrerende direktør hos Calum.
Målrettet et bredere publikum
Calum afsluttede i efteråret 24 rækkehuse i Gug, fire kilometer syd for Aalborg. Her blev husene i to-tre etager udlejet på to måneder. Projektet, som fik navnet Kildehøj, havde fokus på at kæde funktionelle, lyse rum sammen med grønne udearealer. Kildehøjhusene kommer til at tjene som arkitektonisk forlæg for de kommende rækkehuse i Tilst.
– Dog får vi i Tilst en lidt større diversitet i rækkehusenes indretning. På den måde rammer vi et bredere publikum, det vil sige både yngre par og familier samt ældre, der har lyst til at prøve noget helt nyt. Rækkehusene bliver fra 80-141 kvadratmeter. Alle rækkehuse får egen have og parkeringsplads foran huset, siger Jakob Axel Nielsen.
Calum påbegynder projektet i efteråret 2019. Første etape står færdig i efteråret 2020, anden og sidste etape leverer Calum i foråret 2021.