Gaihede er igen på rette kurs

Et større millionunderskud i 2017 gjorde det nødvendigt for Gaihede at tage et kig på forretningen og ikke mindst opgaverne.
Jacob Ulrik Sachse, adm. direktør i Gaihede, kan atter smile over sorte tal på bundlinjen for rådgivervirksomheden. Pressefoto.
Jacob Ulrik Sachse, adm. direktør i Gaihede, kan atter smile over sorte tal på bundlinjen for rådgivervirksomheden. Pressefoto.

Årsregnskab for 2018 (2017)

  • Beløb i tusinde kroner
  • Bruttofortjeneste: 26.472 (21.517)
  • Resultat før skat: 1.005 (-5.523)
  • Årets resultat: 783 (4.313)

Efter et hårdt år i 2017 er det nu lykkedes rådgivervirksomheden Gaihede, ingeniører & arkitekter, med et fast greb om roret at rette kursen op igen. Med en stabil omsætning og et overskud blev 2018 et år, hvor den tidligere flerdobbelte Gazelle-virksomhed i Valby igen fandt de gode takter, og nu kan fokusere på fremgang inden for deres fagområde – renovering i Storkøbenhavn.

Det glæder administrerende direktør i Gaihede, Jacob Sachse.

– Vi har stabiliseret og optimeret forretningen, så vi kan koncentrere os om at blive endnu bedre til det, vi er gode til, nemlig renovering af de klassiske ejendomme i København. Vores primære kunder er andelsbolig- og ejerforeninger, som skal have vedligeholdt og udviklet deres ejendomme, så de passer til deres aktuelle behov, siger han.

Det negative resultat for 2017 på minus 5,5 millioner kroner er blevet til et plus på godt en million i årsregnskabet for 2018.

Bedre opgavevalg

Opskriften på den gode udvikling har været både stram omkostningskontrol, bedre fastholdelse af medarbejderne og mere fokus på den klassiske kundegruppe, som er andelsbolig- og ejerforeninger.

Gaihede har også haft en del opgaver inden for den almene sektor, men det er kun særlige projekter, virksomheden har budt på.

– Ud over en stram styring af vores omkostninger er vi blevet bedre til at vælge de projekter, der giver mening for netop en rådgivervirksomhed af vores størrelse. Vi skal ikke byde ind på store, komplekse projekter. Vi er vendt tilbage til de klassiske Gaihede-dyder, som er at være den effektive rådgiver, der skaber mest værdi for kunden på en enkel måde, siger direktøren.

Rutsjetur gav stof til eftertanke

Rutsjeturen i 2017 gjorde ondt på virksomheden og gav stof til eftertanke.

– I 2017 havde vi så mange opgaver, at vi somme tider glemte at gøre det, vi altid gjorde: at tænke i værdi. Vores første spørgsmål, når vi løser en opgave, skal altid være: “Giver det, vi gør nu, værdi for kunden?”, fortæller Jacob Sachse.

Ifølge direktøren, er det ikke altid, at kunden selv ved, hvad der er bedst, men det er så rådgiverens opgave at oplyse kunde om det.

– Når man er 100 procent fokuseret og klokkeklar over for kunden, bliver beslutningerne taget på det rette grundlag. Det giver tilfredse kunder, da den renovering, der afleveres, også er den renovering, der er aftalt, siger han.

Vi skal ikke byde ind på store, komplekse projekter. Vi er vendt tilbage til de klassiske Gaihede-dyder…

Relateret indhold