I en ny rapport konkluderer forsker og ingeniør Hasse Neve fra AU Engineering, at håndværkere spilder tiden på renoveringsprojekter – helt nøjagtigt går 2/3 af tiden med indirekte arbejde eller direkte spild.
Det lyder som en kritik af håndværkerne, men det er det ikke – det er tværtimod ledelsen og planlægningen, den er gal med.
– Vi har et meget præcist billede af produktiviteten i byggeriet. Vi har samlet 50.000 datapunkter sammen på vores feltstudier, hvor hvert datapunkt er en observation af en håndværker, siger Hasse Neve.
I rapporten konkluderes det, at cirka 1/3 af arbejdet er ren spild tid. 1/3 af tiden på byggepladsen går med koncentreret arbejde, imens resten er klargørende arbejde og transport – opgaver, som ikke i sig selv er produktion, men som er nødvendige for at sætte produktionen i gang.
3,3 milliarder er også en slags penge
Samfundet kan spare 3,3 milliarder kroner ved at effektivisere renoveringsprocessen. Tallet er Hasse Neve kommet frem til i sin forskning, og selv om der er væsentlige usikkerhed forbundet med den slags udregninger, så bør man tage tallene alvorligt, mener Hasse Neve.
I forskningsprojektet har de fundet frem til tallet gennem en metode, der kaldes for et “feedback-loop.” Det er i bund og grund bare et smart navn for at præsentere forskningsresultater for den berørte gruppe og diskutere, hvor man kan spare tid eller optimere processen.
I det her tilfælde har håndværkerne altså fået resultaterne, og bagefter har de evalueret dem og identificeret optimeringspotentialet. Det bliver derefter regnet sammen til et samlet potentiale.
– Man skal selvfølgelig altid passe på den her slags tal. Der er en vis usikkerhed forbundet med det, men tallene kommer direkte fra diskussioner med håndværkerne, og de er altså den mest pålidelige kilde, vi har, siger Hasse Neve.
Tre anbefalinger
I rapporten anbefaler Hasse Neve, at man gør tre ting for at øge produktiviteten i byggebranchen.
For det første skal man tænke produktion mere, end man tænker byggeri. Ifølge Hasse Neve skal byggebranchen forstå, at “byggeproduktion” kan planlægges, ledes og styres i høj grad. Ligesom man i den industrielle produktion har gjort det, skal man åbne op for troen på kontinuerlige produktivitetsforbedringer.
For det andet skal ledelse og planlægning forbedres. Byggebranchen skal på alle niveuaer tilegne sig viden om planlægning og ledelse – det kunne for eksempel være igennem Lean Construction.
Den tredje og sidste anbefaling er, at man gentænker byggeprojekter og kigger på det ud fra et helhedssyn.
– Integrerede renoveringsprojekter styret af holistiske beslutninger, hvor alle tænkerproduktion og kontinuerlige forbedringer, vil skabe rammerne for højproduktive renoveringsprojekter, som der skrives i rapporten.
Rapporten kan læses her.