BORNHOLM: Gennem årets første fem måneder har der været 383 konkurser i branchen, og det er godt 25 procent flere end i den samme periode sidste år. Et stort problem gennem ellers forholdsvis gode tider for både branchen og dansk økonomi generelt. Det mener Morten Frihagen, der er direktør for Dansk Håndværk.
– Det er stærkt bekymrende, og det har vi naturligvis stort fokus på i øjeblikket, siger han til Dagens Byggeri, da vi møder ham under det igangværende Folkemøde på Bornholm.
Som arbejdsgiverorganisation for primært de små og mellemstore håndværksvirksomheder er der flere steder, Dansk Håndværk kan sætte ind.
– Der skal mere fokus på god ledelse, for det kan være svært at nå det hele i en lille virksomhed med en travl hverdag. Her kan bedre ledelse skabe overblik. Vi forsøge også at skubbe til håndværksmestrenes kortsigtede fokus, for alt for mange tænker desværre kun fra projekt til projekt. Hvis man får lidt længere tidshorisont, kan man måske undgå nogle problemer, siger Morten Frihagen.
Direktøren mener også, at alt for mange har fokus på at få opgaven – alt på toplinjen.
– Der mangler bundlinjefokus. Det er nødvendigt, at der er overskud og ikke bare omsætning. Det gode samarbejde er jo netop, hvor begge parter er tilfredse. Det skal vi italesætte noget mere. Det bliver vi simpelthen nødt til, siger han.
Kurser og digitalisering
Morten Frihagen håber også på at kunne få flere mestre til at lære mere i form af kurser og efteruddannelse – både via Dansk Håndværks egne kurser og gennem AMU-systemet.
– Uddanelse styrker og bringer ny viden til virksomheden. Derfor er det vigtigt. I en travl hverdag kniber det måske med at tage sig tiden til et kursus, men det lønner sig som regel på sigt. Her er det vigtigt, at vi som kursusudbydere og organisation bliver bedre til at konkretisere kurserne, for mestrene skal kunne se relevansen. Nogle kurser kan virke lidt for abstrakte og dermed overflødige. Her skal Dansk Håndværk skubbe på og motivere dem til at gøre det alligevel, netop fordi det lønner sig i længden, fastslår Morten Frihagen.
Som et sidste vigtigt på punkt nævner han digitalisering som et emne, nogle mindre håndværksmestre ikke for alvor har taget til sig.
– Det er ærgerligt, for digitalisering på den rigtige måde er både ressourcebesparende og nødvendigt. Og så er det også en forventning blandt mange kunder, siger han.