Rambøll står, på vegne af foreningerne Træ i Byggeriet, Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening med støtte fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond – TUUF, bag et nyt studie, der viser, at det godt kan lade sig gøre at reducere et byggeprojekts klimaaftryk og samtidig høste økonomiske besparelser.
Studiet tager udgangspunkt i seks forskellige byggecases – et enfamilieshus, en etageejendom, en produktionshal, et kontorbyggeri, en rækkehusbebyggelse og en børneinstitution. For hvert byggeri er der foretaget udregninger ud fra fire forskellige ‘trin’, hvor andelen af træbaserede byggematerialer er stigende:
Trin 1: traditionelt, dansk byggeri med stål, beton og tegl som primære materialer
Trin 2: Tilsvarende Trin 1, men de bærende konstruktioner i beton og stål skiftes til konstruktionstræ, limtræ ol.
Trin 3: Tilsvarende Trin 2, men beklædninger som facader, gulve og lofter, skillevægge skiftes til byggematerialer af træ
Trin 4: Tilsvarende Trin 3, men mineraluld-isoleringen erstattes af træfiber- eller papiruldsisolering, hvor det brandteknisk er muligt.
Læs også: Top10: Største kontor- og domicilprojekter med afslutning i 2024
Rapporten beregner og sammenligner henholdsvis livscyklusvurderinger (LCA) og skyggeprisberegninger for alle byggerier. Her viser det sig, at både CO2- og økonomiske besparelser afhænger af, hvor høj en grad af træbaserede materialer der indgår i byggeriet.
Også økonomiske gevinster
Ifølge beregningerne er der reduktioner på mellem 12 og 39 % CO2-ækvivalenter på tværs af de seks casebyggerier, mens man i fire ud af de seks cases også kan spare penge ved at anvende træ fremfor mere konventionelle byggematerialer
Løsningen ligger i materialevalget, lyder det fra sekretariatschef hos foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen:
– De seks konkrete byggecases, som rapporten tager udgangspunkt i, understreger nok en gang det store klimamæssige potentiale i at bygge med træ, men indikerer samtidig, at der også er økonomiske gevinster at hente ved at øge brugen af træ og træbaserede produkter i byggeri i Danmark, siger han.
Besparelser i bærende konstruktioner
Rambølls rapport om CO2-besparelser og omkostningseffektivitet ved træbyggeri kan læses her. Det sammen kan bilagsrapporten.
Direktør for Dansk Træforening, Jakob Rygg Klaumann, har læst rapporten:
– Den største potentielle CO2-besparelse ligger ifølge studiet i byggeriets bærende konstruktioner. En konvertering af den bærende konstruktion fra stål og beton og til f.eks. limtræ vil potentielt resultere i en CO2-besparelse på mellem 7 og op til 31 %. Men tager man skridtet fuldt ud fra trin 1 til trin 4, hvor både konstruktion, beklædning, isolering mm. består af træbaserede materialer, så kan den samlede CO2-udledning for eksempelvis et etagebyggeri potentielt nedbringes med hele 39 %, siger han.
Omkostningseffektivt at bygge med træ
Der er i rapporten også foretaget skyggeprisberegninger for hver af de seks casebyggerier. Skyggepriser er et skøn over meromkostningerne per reduceret ton CO2-ækvivalenter.
Læs også: Tre træhuse kæmper om lavemissions-pris
I fire ud af rapportens seks byggecases viste det sig, at man kunne spare penge ved at reducere byggeriets klimaaftryk gennem øget anvendelse af træbaserede materialer.
– Omkostningseffektiviteten afhænger af flere faktorer, og vi har stadig brug for flere cases til at kunne sige, om udskiftning til træbaserede byggematerialer generelt vil lede til økonomiske besparelser. Analysen viser dog en entydig CO2-besparelse, når bygningsdele udskiftes til træ, siger Simon Auken Beck, chefkonsulent hos Træ- og Møbelindustrien, der opfordrer til en styrket prioritering af træ i byggeriet.
Det kan f.eks. ske ved, at de reguleringsmæssige barrierer, der bremser en øget konvertering mod mere træbaseret byggeri, fjernes, siger han.
Ved de mest udbredte byggerier herhjemme, enfamilieshuse og etageejendomme, vil det ifølge beregningerne dog føre til meromkostninger, hvis man i dag ønsker at nedbringe klimaaftrykket. Udviklingschef hos Rambøll, Andreas Qvist Secher, understreger dog, at skyggepriserne er forbundet med en vis følsomhed.
– Skyggeprisberegningerne er meget følsomme over for de prisdata, der anvendes i beregningerne og skal derfor mere ses som et skøn og ikke et facit med to streger under.
Emissioner tæt på nul
I rapporten er også udregnet dynamiske LCA’er, der benytter en dynamisk fremskrivning for byggematerialers fremtidige emissioner, som derved medfører resultater som tager hensyn til tid og teknologisk udvikling.
Læs også: Kvaliteten af træbyggerier skal op – ny mand er på opgaven
Resultaterne ved brug af dynamiske LCA’er viser et væsentligt reduceret klimaaftryk i bygningernes livscyklus. Ved forøgelse af træbaserede byggematerialer viser resultaterne for flere af de seks byggecases, at emissionerne er tæt på nul, mens en enkelt bygning har et negativt resultat over byggeriets levetid ved brug af dynamisk LCA.
Det skyldes ifølge Lauritz Rasmussen, at biobaserede materialer har størst udledninger ved endt levetid, og dermed vægtes lavere ved den dynamiske beregning.