Den grønne omstilling kræver 745.000 årsværk i 2050, og heraf udgør faglært arbejdskraft 40 %.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Men der er langt fra nok unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse: Kun hver femte, der forlader folkeskolen, vælger at gå den vej, viser de seneste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Noget må gøres, og nu kommer Dansk Metal med ni anbefalinger.
En af dem lyder at tage to milliarder kroner fra SU’en for kandidatstuderende på universiteterne og frem mod 2025 bruge dem på at styrke erhvervsuddannelserne. De kandidatstuderende skal i stedet have mulighed for optage lån og arbejde mere ved siden af studierne.
Ingen grøn omstilling uden flere faglærte
Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, medgiver, at der er tale om drastiske om end helt nødvendige tiltag.
Han taler blandt andet om, at tømrere, elektrikere og andre faglærte er afgørende for, at vi kommer i mål med den grønne omstilling, hvilket en analyse fra Industriens Uddannelser fra juni understøtter:
– Der er mange gode planer og intentioner, men sandheden er jo, at det slet ikke kan lade sig gøre at lave den grønne omstilling i Danmark, hvis vi ikke får mange flere faglærte, siger Claus Jensen og tilføjer:
– Politikerne skal tage hårdere fat, hvis vi skal lykkes med de grønne målsætninger. Ellers står vi pludselig og mangler dygtige faglærte til at føre ambitionerne ud i livet.
Bedre end en tur i gymnasiet
Alene i industrien kommer der til at mangle 116.000 faglærte i 2030, hvis Danmarks skal reducere CO2-udledningen med 70 %. Og det bliver endnu flere i fremtiden.
Derfor anbefaler Dansk Metal, at 30 % af en årgang bør tage deres ungdomsuddannelse på en erhvervsskole. I dag er det 20 %.
Formanden mener, at man bør se på, hvor mange, der kan blive optaget på en gymnasial uddannelse:
– Vi skal have modet til at lede de unge mennesker derhen, hvor samfundet har behov for dem. Vi har bildt os ind, at al uddannelse er god uddannelse, men hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så er en faglært uddannelse i mange tilfælde bedre end en tur på gymnasiet, siger formand Claus Jensen.