Tidligere på året lancerede Sweco prisen ‘Sweco Transform Award’, som er målrettet afgangsstuderende blandt arkitekter og ingeniører og andre byggefaglige specialister på deres afsluttende studieår.
Nu er den første vinder af den nystiftede pris fundet, og det er nyuddannede landskabsarkitekt fra Arkitektskolen Aarhus, Jacob Matthiesen Jørgensen, der i sit afgangsprojekt har arbejdet med en bæredygtig transformation af den jyske vestkyst.
Projektet tager afsat i de udfordringer, som Thorsminde og Nissum Fjord står overfor grundet klimaforandringer og fremtidige havvandsstigninger.
Jacob Matthiesen Jørgensen beskriver flere scenarier for kystens og fjordens tilpasning til stigende havvand og rejser kritik af den nuværende kystsikringsstrategi med kontinuerlig sandfodring. Han foreslår en adaptiv og dynamisk kyst- og fjordsikring, der skaber synergi mellem fremtidsprognoser, økonomiske forhold og aktuelle klimainitiativer – og for dette løber han med sejren, lyder det fra juryen:
– Vi var fascineret af Jacobs måde at udfordre vores normale tilgang til at sikre og klimatilpasse vores byer, kyster og fjorde. Med Thorsminde og Nissum Fjord som omdrejningspunkt gjorde han op med vanetænkningen om at kystbeskytte for enhver pris. I stedet viste han gennem nytænkende scenarier, hvordan vi kan invitere vandet indenfor og bruge det aktivt som ressource i et kyst- og fjordlandskab, som historisk alligevel har været foranderligt.
De øvrige finalister:
Christian Simon Reese Reinholdt Andersen
Arkitektskolen i Aarhus, Sustainability: Material matters – Making in a fragile World
‘A Non-Linear Land of Human Beings (Inuit Nunaat), The Inter-Connection of Trash and Treasure’
– afgangsprojektet giver en løsning på en lokal problematik set i en global kontekst af bæredygtigt forbrug og klimabelastning.
Morten Stistrup og Leo Gamborg Heinzl
Aarhus Universitet, Civil and architectural engineering
‘LCA tool for mass modelling – research and framework’
– et speciale, der udtænker og udvikler et innovativt digitalt værktøj, der adresserer én af tidens vigtigste agendaer – CO2-udledningen fra byggematerialer.
Karoline Østergaard, Lis Dall og Katrine Mitzi
Aalborg Universitet, Architectural Engineering
‘Frederiksberg Hospital. Socially and environmentally sustainable transformation of existing buildings’
– afgangsprojektet tager udgangspunkt i planerne for transformationen af Frederiksberg Hospital til en ny bydel og tilmed er udviklet en relevant ‘renoveringsmatrix’, der taler ind i bæredygtig renovering.
Sune Lund Bunke og Frederik Lykkeberg
Det Kongelige Akademi, Arkitektur
‘P2X Rødbyhavn – ved vejs ende’
– afgangsprojektet arbejder i et spænd fra stor til lille skala og bearbejder blandt andet det igangværende Femern-forbindelsen øst for Rødby Havn og giver et bud på et nyt bæredygtigt energianlæg.
Juryen består af:
– Harpa Birgisdóttir, professor i bygningers bæredygtighed på Build AAU
– Dan Johannes Pham, medstifter og bæredygtighedsekspert hos ejendomsudviklingsselskabet Home.Earth
– Johan Hallgren Madsen, bæredygtighedschef hos NREP
– Frederik Waitz Søborg, vicedirektør hos Green Building Council Denmark.
Der åbnes for indstillinger til næste års Sweco Transform Award i april 2023.