Under corona-krisen så man økonomien hugge benene væk under lærlingene i form af et drastisk fald i antallet af lærepladser. Den udfordring har regeringen arbejdet på at finde en vej ud af, og det er nu lykkes i en trepartsaftale, som faldt på plads torsdag aften.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at bruge 5,4 milliarder kroner på at holde en hånd under elever, lærlinge og danske virksomheder gennem midler fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).
Det skal ses i lyset af, at den aktuelle økonomiske situation fortsat udgør en stor udfordring for danske arbejdsgivere, skriver ministeriet i en pressemeddelelse. Og det risikerer igen at gå hårdt ud over elever og lærlinge, der er i lære som en del af deres erhvervsuddannelse.
Den samlede trepartsaftale indeholder en række tiltag, der skal gøre det økonomisk overskueligt selv for virksomheder, som er i en vanskelig situation, at oprette nye lærepladser. Derfor er aftaleparterne enige om at indføre en løntilskudsordning for private virksomheder, der har lærlinge eller vil ansætte lærlinge.
Helt konkret vil virksomhederne resten af året få dækket 75 procent af deres igangværende lærlinges løn. Derudover gives der løntilskud for så vidt angår nye aftaler på henholdsvis 45 procent til korte aftaler og 90 procent til ordinære uddannelsesaftaler.
Løntilskudsordningen gælder fra 1. maj til 31. december 2020. Og uddelingen belaster ikke statskassen, lyder det. Midlerne er kommet til verden, fordi staten gennem længere tid har opkrævet mere end nødvendigt fra arbejdsgiverne.
Millioner for lærlinge på skolebænken
Aftaleparterne er også blevet enige om at yde et ekstraordinært tilskud på samlet set 1,4 milliarder kroner til samtlige arbejdsgivere. Altså både det offentlige og det private område. Her får man oven i hatten forhøjet lønrefusion under lærlinges skoleophold med 20 procent i 2. halvår af 2020.
Samtidig afsættes der midler til en række initiativer, der samlet set skal sikre, at eleverne nemmere får adgang til skolepraktik. Der lægges også op til at investere i kvaliteten af skolepraktik. Initiativerne skal sikre, at eleverne kan færdiggøre deres uddannelse i tilfælde af, at de mister deres læreplads på grund af krisen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger:
– Det verdensomspændende udbrud af corona risikerer at gå hårdt ud over elever og lærlinge, der ikke kan få en læreplads eller gøre deres uddannelse færdig. Det vil ikke bare være en lige højre til vores unge men også samfundet, fordi vi ved, at vi kommer til at mangle faglærte. Derfor er det vigtigt, at arbejdsmarkedets parter endnu en gang har taget et stort samfundsansvar, og her med over fem milliarder kroner til elever, lærlinge og virksomheder også er gået meget håndfast til værks, så vi kan fortsætte med at uddanne faglærte på trods af krisen.