Ved det der netop veloverståede DM i Skills, der blev afholdt i Roskilde, kunne Sund & Bælt, der gennem datterselskabet Femern A/S bygger Femern Bælt-tunnelen, offentliggøre, at selskabet har indgået partnerskabsaftale med EuroSkills2025, der afholdes i Herning i september næste år.
Læs også: Godt 34.000 timer: Flere lærlinge på Femern end forventet
EuroSkills er det officielle europamesterskab for unge faglærte, og bæredygtighedsdirektør i Sund & Bælt, Emilie Juel-Helwig, håber, at partnerskabet vil lede til, at flere unge uddannelsessøgende vælger en erhvervsuddannelse.
– Femern Bælt-tunnelen er et konkret og meget synligt projekt, og vi skal selvfølgelig bidrage til at uddanne så mange unge mennesker som muligt, mens vi bygger. En samarbejdsaftale med EuroSkills2025 i Herning eksponerer projektet blandt de unge og understøtter den fælles indsats for at tiltrække potentielle lærlinge til bygge- og anlægsbranchen.
Nyrup: En alvorlig udfordring
Der forventes op mod 100.000 tilskuere, når 600 deltagere fra hele Europa dyster om EM-medaljer inden for 38 forskellige fag til EuroSkills2025 i Herning, og bestyrelsesformand for EuroSkills2025, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, ser Femern-projektet som et perfekt match for at skabe fornyet interesse for erhvervsuddannelserne.
Læs også: “En milepæl” – Femern nærmer sig vigtigt mål
– Manglen på faglærte er en alvorlig udfordring for erhvervslivets muligheder for vækst, velfærden og den grønne omstilling. Vi har brug for projekter med en international profil som Femern-byggeriet til at vise de unge, at en erhvervsuddannelse giver dig unikke færdigheder, som øger dine muligheder for en spændende karriere, siger Poul Nyrup Rasmussen, der har været tilknyttet EuroSkills2025 siden efteråret 2021.
Allerede i 2014 var der store ambitioner i forhold til at uddanne lærlinge på Femern-projektet, og der er siden gjort en stor indsats for at tiltrække unge – både folkeskoleelever og lærlinge – til projektet i Rødbyhavn, der etablerer den 18 kilometer lang sænketunnel mellem Lolland og Puttgarden i Tyskland.
Når tunnelen er færdigbygget i 2029, forventes det, at mere end 1.000 lærlinge svarende til 500 lærlingeårsværk har gennemført dele eller hele deres uddannelse på Femern-projektet.