De senere års stigende fokus på træets egenskaber har betydet, at der i dag bygges mere i træ og højere.
Læs også: På DTU stræber nyt træbyggeri 6 etager op mod himmelen
Træets opblomstring har ifølge adm. direktør hos den træbaserede byggevirksomhed Roust Element, Mikkel N. Steffensen, dog også medført mangel på en særlig faggruppe:
– Flere store og komplekse byggerier bliver i dag bygget i træ, og hvis træbranchen skal vækste og skalere endnu mere, end vi i forvejen oplever, er vi nødt til at have flere statikere med speciale i træ og bæredygtigt byggeri.
– De er dog svære at finde, da de fleste statikere efter vores erfaring er oplært i beton og stål.
Køber kompetencer udefra
Mikkel N. Steffensen bakkes op af projekteringschef Tue Kjærgaard Bystrup, Scandi Byg, der ligesom Roust Elementer er en del af Nordic Wood Industries-koncernen:
– På nuværende tidspunkt har vi været nødsaget til at købe statiker-kompetencerne udefra for at kunne følge med markedet.
Læs også: 143 pct. flere søger grøn viden på AMU-kurser
– Vores eksterne leverandører gør et godt stykke arbejde, men for at vi kan arbejde endnu mere med udviklingen af modulerne og få en mere dynamisk produktion, vil vi rigtig gerne have statikere in house, som kender vores byggemetoder og forretning helt ind til benet, siger han.
Ikke hjemmevante i træbyggeri
Begge virksomheder har få statikere ansat, men håber, at man i fremtiden kan ansætte flere med erfaring inden for træ.
Læs også: 120 studerende tænker digitalt i redesign af Sygehus Nord
Her peger de på uddannelsesinstitutionerne, som de mener skal blive bedre til at uddanne de studerende i et byggemateriale som træ, så branchen generelt kan udvikle sig og imødekomme fremtiden inden for trækonstruktioner:
– Vi oplever, at de nyuddannede statikere ikke er helt hjemmevante i træbyggeri, når vi møder dem. Derfor kommer vi naturligt til at mangle de kandidater, som kan regne på træbyggeri frem for eksempelvis beton. Det er en skam, da byggebranchen generelt bevæger sig mere og mere mod træbyggeriet, siger Tue Kjærgaard Bystrup.