I 2027 kan 84 håndværkerlærlinge efter planen flytte ind i de 72 boliger på det helt nye Håndværkskollegiet på Musicon, som BRFfonden opfører for at skabe gode rammer for unge håndværkerlærlinges liv og personlige og faglige udvikling.
Nu er de tre teams, der skal udforme hvert deres løsningsforslag til det kommende kollegie, fundet. Se de samlede teams nederst i artiklen.
Vejen til konkurrenceprogrammet har været brolagt med tæt involvering af bl.a. arkitekter, kunstnere, repræsentanter fra de håndværksfaglige uddannelser, naboer og andre interessenter fra Musicon.
Dertil har 30 lærlinge fra det nærliggende Roskilde Tekniske Skole som optakt været ‘testbeboere’ på et simuleret håndværkskollegie. Også deres input indgår som en væsentlig del konkurrenceprogrammet.
– Vi bygger først og fremmest til de kommende beboere: de engagerede og dygtige håndværkerlærlinge, som i fremtiden skal forme og formes af kollegiet. Derfor har vi samarbejdet tæt med en stor gruppe af lærlinge undervejs for at kunne tage udgangspunkt i deres ønsker og behov. Men vi bygger i lige så høj grad noget til omverdenen – både til håndværksbranchen, til kollegiets kommende naboer i den særlige og dynamiske Musicon-bydel, og til et samfund hvor der i stadig større grad er behov for, at vi som bygherre går forrest med at udvikle projekter, der understøtter den grønne omstilling. Alle disse overvejelser ligger til grund for den konkurrence, vi nu sætter i gang, siger Kristian May, direktør i BRFfonden.
Læs mere: Det kommende kollegie i Roskilde er et af tre håndværkskollegier, som BRFfonden står bag. De to andre kommer til at ligge i Horsens og Herning.
Eksterne ekspertpaneler
De grundige forberedelser har taget halvandet års tid, og er mundet ud i temaerne aktive fællesskaber, bæredygtig arkitektur, byggeri, kunst og kreativitet, som de tre teams skal tage højde for i deres videre arbejde i konkurrencen.
Alle tre teams har taget den alternative tilgang til byggeprojektet til sig og har ud over kunstnere inddraget hvert deres eksterne ekspertpanel indenfor så forskellige områder som økologiske fødevarer, biobaserede byggematerialer, design, antropologi og kultur.
– For at udforme konkurrenceprogrammet har vi prøvet at tænke alle de forskellige fagligheder og ekspertiser sammen, og udvisket skellet mellem fageksperter og fremtidige beboere for at skabe det bedst tænkelige fundament for kollegiet. Flere af de tegnestuer, der deltager i konkurrencen, har også været en aktiv del af selve udviklingen, hvilket er ret nyskabende i forhold til denne type projekter. Denne tilgang med tværgående samarbejde er det også ambitionen skal fortsætte i videst muligt omfang under selve konkurrencen, siger Sille Askefrø Bjørn, partner, proceskonsulent og arkitekt hos Hele Landet, der er overordnet procesrådgiver for byggeriet.
Frem til vinderteamet bliver offentliggjort i august 2023, vil der bl.a. blive afholdt et fælles opstartsmøde og en fælles workshop i Musicon-bydelen, hvor de tre teams vil have mulighed for at foretage yderligere afprøvninger sammen med testbeboerne.
De tre teams, der er skal skabe håndværkskollegiet i Roskilde, er:
Team A
Arkitekter: Panum & Kappel og Perspektiv og Vandkunsten (projekterende)
Kunstnere: Jens Settergren og Nanna Abell
Ingeniører: ABC Rådgivende Ingeniører og Spangenberg & Madsen (installationer)
Landskabsarkitekt: BogL
Ekspertpanel: Mark Vacher, Anne-Mette Manelius og Julie Tvillinggaard Bonde
Team B
Arkitekt: Reiulf Ramstad
Kunstner: Henrik Plenge Jakobsen
Ingeniør: Tri-Consult
Landskabsarkitekt: DetBlå
Ekspertpanel: Kenni Hede og Søren Taaning
Team C
Arkitekter: ReVærk Arkitektur og Loop Architects
Kunstnergruppe: AVPD
Ingeniør: MOE
Landskabsarkitekt: Kragh og Berglund
Ekspertpanel: Kåre Birk, Peter Skoven, Lars Keller og Mikkel Damgaard