Fremtidens byggebranche efterspørger ledelseskompetencer i bæredygtighed

Lovgivning, bygherre og branche stiller stadig større krav til bæredygtighed på byggeprojekter. Derfor er det nødvendigt at tilegne sig ledelseskompetencer i bæredygtige metoder og processer, så man som rådgiver og projekterende kan navigere klimaklogt - det mærker man hos udbyderne af kurser og efteruddannelser.
Bæredygtighed er en ny og anderledes dagsorden for byggeriet - og den kræver forandringskompetente ledere, der kan lede og handle i forhold til den, fortæller uddannelsesleder Zeynel Palamutcu, Molio (tv) og Kirsten Nielsen, formand og bygningskonstruktør MAK.
Bæredygtighed er en ny og anderledes dagsorden for byggeriet - og den kræver forandringskompetente ledere, der kan lede og handle i forhold til den, fortæller uddannelsesleder Zeynel Palamutcu, Molio (tv) og Kirsten Nielsen, formand og bygningskonstruktør MAK.

Bæredygtighed er den grønne tråd i fremtidens byggebranche, Det er ingen længere i tvivl om. Mens de fleste i kølvandet af årsskiftet er ved at få styr på LCA-beregninger og digitale værktøjer, opstår næste behov: At blive klædt på til at kunne navigere i og lede processer i en bæredygtig byggebranche.

For bliver vi ved med at navigere efter gamle kort og med fortidens værktøjer, vil vi som branche ikke for alvor blive i stand til at sejle mod nye horisonter.

Sådan lyder det – groft sagt – fra Zeynel Palamutcu, der er bæredygtighedsingeniør og bæredygtighedsleder i ZERO engineering ApS, samt uddannelsesleder på uddannelsen Certificeret Bæredygtighedsleder i Molio.

– Bæredygtighed er en ny og anderledes dagsorden for byggeriet. Den kræver forandringskompetente ledere, der kan lede og handle i forhold til den, fortæller Zeynel Palamutcu.

– Den nye dagsorden har udviklet sig til en selvstændig disciplin, der igen består af mange deldiscipliner, der alle skal implementeres i værdikædens led – og dér kræver ledelse af bæredygtige byggerier særlige ledelseskompetencer for at sikre, at vi ikke gør tingene på vanlig vis, siger han.

Han fortæller, at han oplever flere og flere i branchen søger ind på Molios kurser netop for at ruste sig til at kunne lede et bæredygtigt byggeri med succes.

Vær beredt med ledelsesværktøjer

For uanset, om du er projektleder hos en bygherre, i et arkitektfirma, en ingeniørvirksomhed eller er entreprenør eller byggeleder, er det stadigt mere afgørende at have de rette kompetencer, fortæller han.

– Alle, der skal styre og lede en proces med bæredygtigt byggeri, skal kunne navigere i denne nye virkelighed – både i forhold til f.eks. renovering og nybyg, lovgivning og bygherres krav til bæredygtighed på byggeprojekter.

– Derfor er det vigtigt at forstå, hvilke påvirkninger bæredygtighed har ift. dit projekts kvalitet, tid, økonomi, mål, kommunikation, aftaler, parter og risici. Det handler om at kunne få sit team med på bæredygtige processer, uden at de føler sig ‘kvalt’ i emnet bæredygtighed. Det kræver forandringsledelse, der skaber tryghed for dit team og samarbejdspartnere – og dermed maksimerer sandsynligheden for et succesfuldt projekt, siger Zeynel Palamutcu

Så er du en af dem, der dagligt træffer beslutninger i byggeriet – ikke nødvendigvis udelukkende om bæredygtighed, skal du spidse ører, mener han.

– Da bæredygtighed er en forandring ift. byggeriets nuværende position, er ledelsen et afgørende element for, at projekter kan lykkedes med deres bæredygtighedsmål. Et byggeri er en kompleks størrelse med mange mennesker involveret og processer over lang tid og med mange penge på spil. Netop derfor kan et ekstra lag “bæredygtighed” enten forværre kompleksiteten eller modsat, skabe bedre projekter til gavn for miljøet, økonomien og mennesket.

Viden er altafgørende for Konstruktørerne

At den bæredygtige omstilling er i fuld gang er de ikke i tvivl om i Konstruktørforeningen. Her er medlemsskaren i høj grad gjort af dem, der skal træffe de bæredygtige beslutninger i byggebranchens fremtid.

Her understreger Kirsten Nielsen, formand og bygningskonstruktør MAK, at viden og videreuddannelse er altafgørende for at kunne stå ved roret, når byggeriets bæredygtige omstilling forsat udvikles og accelereres.

– Der er brug for, at alle i byggebranchen løbende udvikler deres kompetencer for at kunne bringe deres faglighed i spil, hvis der for alvor skal ske en forandring. Vi skal bl.a. bruge mange med generalistviden inden for både materialekendskab, byggeteknik, byggeprocesser og bygbarhed – og ikke mindst bæredygtig ledelse. Det er her, konstruktørerne i høj grad kan bidrage til at kombinere de enkelte faggruppers viden med praksis, siger Kirsten Nielsen.

Derfor har de i Konstruktørforeningen stort fokus på at klæde deres medlemmer på med viden om, hvad den bæredygtige omstilling i byggeriet vil kræve af kompetenceudvikling hos dem.

Mange er allerede i gang og tænker bæredygtigt byggeri og cirkularitet ind i deres arbejde. Men der er behov for, at alle aktører forstår, hvordan netop deres arbejde kan bidrage til, at vi opnår klimamålene, mener hun.

– I byggebranchen skal vi være ambitiøse, og det oplever jeg også, der er en stor vilje til. Men der er samtidig behov for, at frontløberne også tager ansvar for at dele deres viden og erfaringer, da det bidrager til at få alle med – og det har vi brug for. Klimaet kan ikke vente, og som branche og samfund må vi løfte i fælles flok og stå sammen. Dén øvelse begynder med videreuddannelse, vidensdeling – og med virkelig at forstå, at bæredygtighed kræver nye ledelsesværktøjer, siger hun.

Relateret indhold