DI: Rekordmange lærlinge – men det er stadig ikke nok

Aldrig før har der været så mange i lære som ved indgangen til 2023. Men byggeriet ser ind i en fremtid med flere grønne projekter, hvor det kræver endnu mere faglært arbejdskraft for at kunne levere, lyder bekymringen.
Entreprenørvirksomheden CG Jensen oplever et stigende behov for flere faglærte. Foto: Jesper Edvardsen.
Entreprenørvirksomheden CG Jensen oplever et stigende behov for flere faglærte. Foto: Jesper Edvardsen.

Hele 49.575 lærepladsaftaler blev der indgået i 2022. Det er 611 flere end året før og ny rekord.

Det skriver DI Business.

Dermed var der ved årsskiftet 76.983 lærlinge og elever i lære i en privat eller offentlig virksomhed, hvilket er 10.000 flere end for fem år siden.

Der er især kommet flere lærepladsaftaler inden for byggeri, teknologi og transport:

– De rekordhøje lærepladstal viser, at det på mange uddannelser rundt omkring i landet ikke er lærepladser der mangler, men elever og lærlinge til at bemande dem, siger Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri, og uddyber:

– Det vidner om, at der fortsat er stor efterspørgsel efter lærlinge og elever fra mange brancher. Faglærte medarbejdere står øverst på mange virksomheders ønskeliste, for faglærte er helt afgørende, når der skal rejses vindmøller, bygges bæredygtigt, produceres energibesparende løsninger eller transporteres varer energieffektivt. Derfor er det også helt centralt, at kvaliteten i vores erhvervsuddannelserne styrkes, så optaget øges, og flere gennemfører en erhvervsuddannelse, siger hun.

Alle skal bidrage

En af de virksomheder, der oplever et stigende behov for flere faglærte, er entreprenørvirksomheden CG Jensen.

Her har man ansat 42 lærlinge, primært anlægs- og bygningsstruktører, men ifølge bæredygtighedschef Poul Erik Olsen kigger man ind i et marked med en lang række grønne projekter:

– Selvom 10 % af vores ansatte er lærlinge, så kan vi se, at vi skal bruge endnu flere for at have faglært arbejdskraft nok til kunne levere på de kommende års meget store investeringer, siger han og forventer opgaver primært indenfor den grønne omstilling som fjernvarmenedlægning, kabelgravning, EL-transformeranlæg, landanlæg for PTX, og almen infrastruktur:

– Det kræver, at vi alle tager et ansvar og bidrager til at få uddannet nye lærlinge. Det er på ingen måde en naturlov, at vi kan få faglært arbejdskraft, når vi skal bruge det, siger Poul Erik Olsen.

Flere studenter og kvinder

Hos DI ser man gerne, at flere ufaglærte studenter får øjnene op for de muligheder, som erhvervsuddannelserne giver, ligesom flere kvinder skal se mulighederne i de tekniske erhvervsuddannelser:

– Der er i dag ingen erhvervsuddannelser, hvor køn spiller en rolle for, hvor god man kan blive til faget, og vi skal blive bedre til at bryde med forældede opfattelser af kvindefag og mandefag. Vi går glip af et kæmpe potentiale, når der primært rekrutteres fra den ene del af befolkningen, siger Signe Tychsen Philip.

Relateret indhold