Af Henrik Malmgreen
Når man klikker ind på den hjemmeside, der tilhører entreprenørvirksomheden EMJ-Atcon i Nuuk, ser man følgende citat på forsiden: “Det kræver noget særligt at drive entreprenørvirksomhed i et arktisk klima”. Adm. direktør Nicolaj Sørensen har en rigtig god forklaring på udsagnet, da det i hans optik i høj grad kræver lokalkendskab samt ikke mindst lokale kompetencer at drive byggevirksomhed i Grønland.
– Det er ikke kun i den øvrige del af verden, at man kan mærke klimaforandringerne. Det kan vi så sandelig også her i Grønland, hvor klimaet er blevet markant mere barsk, og hvor orkanagtige vindstød på mere end 50 sekundmeter mere er normalen end undtagelsen. I princippet har vi kun de samme materialer at arbejde med, som man har i Danmark, men vi er nu nødt til at håndtere dem på helt nye og kritiske måder, siger Nicolaj Sørensen.
Klima og topografi stiller krav
Med det mener han, at det f.eks. kan være nødvendigt at arbejde langt mere omhyggeligt med tætninger omkring eksempelvis vinduer. Tidligere kunne man nøjes med dobbelte tætninger, men i dag er man ofte nødt til at arbejde med tredobbelte tætninger på de sydvendte facader – og det kan stadig være svært at holde vandet ud.
– Vi ved hvilke krav, vores klima og topografi stiller, og vi holder os opdateret med vores branches udvikling, herunder nye materialer. Derfor kan vi kombinere innovativ arkitektur og moderne teknologi med fremgangsmåder, der er grundigt gennemprøvede i Grønland, forklarer Nicolaj Sørensen videre.
Nuuk er en by i kraftig vækst
EMJ-Atcon tilbyder såvel hovedentrepriser som fag- og storentprepriser og har over årene stået for en række nybyggerier i Nuuk. Tidligere påtog man sig også arbejde på andre lokationer i Grønland og har ligeledes løst en række meget forskelligartede specialopgaver, men har i dag valgt udelukkende at koncentrere sig om Nuuk med henblik på at kunne drage maksimal nytte af den lokale vidensforankring.
– Som virksomhed blev EMJ stiftet i 1992, og i 2009 opkøbte vi en anden grønlandsk virksomhed, Atcon, som vi fusionerede med i 2013. Så Grønland og især Nuuk, som vi har koncentreret os om siden 2012, udgør vores DNA, uddyber Nicolaj Sørensen og tilføjer, at med den kraftige vækst, der lige nu er, når det gælder udbygningen af by samt infrastruktur, er der nok at lave.
Certificeringen skal tilpasses
Bæredygtighed, Grønnere byggeristanken er for alvor kommet til Grønland, og EMJ-Atcon er nu i gang med sit tredje projekt for det kommunale boligselskab Iserit. Tidligere har man opført to projekter på i alt 72 boliger i Nuuk, der som de første begge er certificeret efter DGNB-standarden. Lige nu er man i gang med et tredje projekt på 148 boliger, som ligeledes skal DGNB certificeres. Her skal første etape stå færdig i 2026 og anden etape i 2027.
– Det var i 2020, at bæredygtighedstanken for alvor slog igennem, da de danske pensionskasser begyndte at vise interesse for at investere i boliger i Grønland, og de tænker i høj grad bæredygtigt. Siden har både selvstyre, kommune og ikke mindst Grønlandsbanken bakket op, så der sker rigtig meget på det område. Vores udfordring lige nu er imidlertid, at med de forhold, vi bygger under, kan det være meget svært at få et byggeri passet ind i de certificeringsrammer, der gælder i Danmark, så en lokal tilpasning er nødvendig på sigt, slutter Nicolaj Sørensen.
Se også vores opslag i Magasinet Nordatlanten
