Badeværelsesserien MEDA blev introduceret på det danske marked i 2023, hvor produkterne i dag kan ses hos flere af LAUFENs samarbejdspartnere i form af grossister og showrooms rundt om i landet.
MEDA-serien består af håndvaske, badekar, bidéter, toiletter og badeværelsesmøbler i et funktionelt design med enkle former, hvilket gør den bredt egnet til både hoteller og private boliger.
Nu er det badeværelsets tur
Danskerne har i efterhånden i nogle år indrettet samtalekøkkener og andre rum som leveområder, og nu er blikket blevet rettet mod badeværelset.
– Badeværelset er blevet til et sted, hvor vi kan trække os tilbage og nyder at være. Det er ikke længere blot et rum, hvor vi går i bad eller på toilettet. Det er blevet en integreret del af boligen fremfor blot en funktion, og det afspejler sig i vores nye MEDA serie, fortæller Anja Aabye, der er møbelambassadør for LAUFEN I Danmark.
Samme farve på front og greb
MEDA er udviklet i et samarbejde mellem Peter Wirz og LAUFEN, hvilket har gjort, at der er tænkt anderledes på flere områder. Den nye serie af møbler fås bl.a. i flere farver, hvor grebet har samme farve som skuffefronten.
– Det er en underspillet og lækker designløsning med de samme farver på front og greb, så der ikke er nogen stærke kontraster, som øjet skal tage stilling til. Det er med til at skabe ro i udtrykket, forklarer møbelambassadøren.
En detalje i møbeldesignet er også, at skufferne indvendigt ikke er den gængse hvide løsning, men de er i et eksklusivt antracitgråt interiør
Elegant kompositmateriale
Schweiziske LAUFEN er kendt som én af verdens førende producenter af sanitetskeramik. Producenten har med MEDA valgt at designe både i keramik og kompositmaterialet Marbond, som er mere formbart end keramik. Dét har givet mulighed for at designe seriens produkter med tynde og elegante sider med formstærke linier.
Serien indeholder også helt kompakte løsninger til små bylejligheder, og her er det med Marbond muligt at få smallere sider, der giver et større basin at vaske hænder i med en mindre håndvask.
Undgå at vække familien
Også toilettet bidrager til et roligt badeværelsesmiljø med ny effektiv skylleteknik Silent Flush, hvor vandet ledes ud i den ene side af skålen og bliver til en spiral af vand.
Teknikken giver mindre skyllestøj – både inde på badeværelset men også i forhold til omgivelserne i resten af huset.
Samtidig sikrer Silent Flush med den dynamiske vandhvirvel, at toilettet bliver skyllet helt rent med et mere effektivt forbrug af vand samt et mere hygiejnisk skyl.
Badekarret fuldender MEDA som en total badeværelseskollektion med masser af valgmuligheder, og har man plads til det, er det bestemt også noget, der taler ind i tidens trends med at få genetableret den rolige fornemmelse af et afslappende karbad.
– Badekarret er med til at forstærke følelsen af et rum for wellness og ro, siger Anja Aaby.
Denne artikel er produceret af Dagens Byggeri og anlæg i samarbejde med en annoncør. Dagens Byggeri og anlægs uafhængige redaktion har ikke deltaget i udarbejdelsen af indholdet.