Svanemærket bygning
-
- Lavt energiforbrug
- Skrappe kemikaliekrav
- Fremmer genbrug og genanvendelse
- Godt indeklima
- Høj byggeteknisk kvalitet
- Uvildig kontrol
Hvis vi skal sikre, at vores byggerier passer ind i en cirkulær økonomi, er det vigtigt at se på hele byggeriets livscyklus. Det er netop en af styrkerne ved Svanemærket, som stiller skrappe krav til både materialer, kemi, byggeproces, brugsfase og affalds- og recirkuleringsfase – og som samtidig har fokus på, hvordan tiltag i én fase har positiv effekt flere steder i livscyklus.
Krav fremmer den cirkulære økonomi
Svanemærket stiller fx skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i byggematerialer og kemiske produkter. Det vil sige krav til alt framaling og fugemasser til isolering, dampspærre og gulve. Svanemærket stiller ligeledes krav om bygningspas. Altså krav, der er med til at fremme den cirkulære økonomi:
– Kravene til kemikalier reducerer miljøbelastningen under produktion – og de mindsker den eksponering af kemikalier, som man bliver udsat for, når man bruger bygningen. Men de understøtter også muligheden for, at materialerne senere kan recirkuleres. Det samme gør bygningspasset, fordi det sikrer overblik over, hvilke materialer og kemiske produkter der indgår i byggeriet, og hvor de er placeret, fortæller Stinus Kappel Andersen, seniorkonsulent i Miljømærkning Danmark og fortsætter:
– Sådanne tiltag skaber mulighed for at spare på jordens ressourcer, fordi materialerne vil kunne genanvendes – og samtidig bliver affaldsmængderne mindre.
Kontrol skal højne kvaliteten
Når et byggeri har en god kvalitet, bliver levetiden forlænget. Både fordi bygningen holder bedre, og fordi den er mere attraktiv at bevare. Derfor er kvalitet både en vigtig parameter i den cirkulære økonomi – og i svanemærket byggeri.
I et svanemærket byggeri kontrolleres såvel byggeproces som det færdige byggeri af en uvildig tredjepart for at sikre, at proces, materialer og byggeri lever op til skrappe miljø og kvalitetskrav. Derudover kontrollerer en uvildig byggesagkyndig den generelle kvalitet af byggearbejdet ved at gennemgå færdige byggerier. Kontrollen skal sikre en høj kvalitet og minimere risikoen for klassiske byggefejl, eksempelvis fugtproblemer. Dermed opnås en sund bygning, en solid investering for ejeren og en bygning med lang levetid.
Nye, strammere krav på vej
Svanemærkets krav til de enkelte produktgrupper – herunder byggeri – bliver løbende evalueret og strammet. Det sikrer, at kravene bliver stillet ud fra den nyeste viden og udviklingen i markedet – og på den måde er Svanemærket med til at sikre en bæredygtig udvikling.
Nordisk Miljømærkning forventer at sende skærpede krav i høring i starten af 2022 og at kunne lancere kriterierne medio 2022.
Fakta om Svanemærket byggeri i Norden
Næsten 50.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og institutioner er opført eller under konstruktion i Norden.
LÆS MERE PÅ SVANEMÆRKET.DK/BYGGERI
Om Svanemærket
Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. Svanemærket er med til at fremme cirkulær økonomi, reducere klimabelastningen og er et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer. 94 procent af danskerne kender Svanemærket, og 63 procent af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer.