Thoravej 29 i København blev vinderen af Renoverprisen 2025, der blev uddelt i går.
– Vi er meget glade for og stolte af det samarbejde og store holdindsats, der ligger bag at skabe Thoravej 29. Modet fra alle de involverede parter og brugernes indspark har været helt afgørende for, at vi står her i dag, lyder det fra direktør Søren Kaare Andersen, Bikubenfonden, som står bag initiativet til den nu prisvindende transformation.

Disse 18 projekter kæmper om Renoverprisen 2025
Han fortsætter:
– Thoravej 29 startede som et eksperiment – undervejs har vi lært, og nu deler vi vores erfaringer. Prisen kan være med til at sætte fokus på, at vi skal passe bedre på den bygningsmasse, vi har, og bruge mange flere ressourcer på at renovere frem for at bygge nyt.
Et usædvanligt og modigt projekt
I transformationen fra tidligere kontorhus til kreativt kraftcenter for 26 organisationer og 180 mennesker, der arbejder med kunst, social innovation og bæredygtighed, er et loft blevet til trapper, en facade til gulv, og gamle døre er makuleret og omdannet til nye borde i industribygningen fra 1960’erne – senest anvendt som kommunalt handicapcenter.

Henrik Mielke, der er forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg, fortæller, at projektet udmærker sig ved kompromisløs genanvendelse:
95 % af de oprindelige materialer er genbrugt direkte på matriklen, hvilket har reduceret C02-udledningen med op til 88 % og byggeaffaldet med 90 %. Samtidig forener den rå, ærlige æstetik betonflader, synlige installationer og patina med fleksible rammer for fællesskab og samfundsengagement:

Nyt initiativ vil genoplive Danmarks glemte bygningsarv
– Thoravej 29 er et usædvanligt og modigt projekt, som både i idé, proces og resultat viser, hvor langt man kan nå, når man tør eksperimentere. Transformationen af en anonym industribygning til et levende og tværfagligt fællesskab er sket med stor teknisk kunnen og rummer en enestående eksempelværdi.
– Æstetisk udfordrer projektet vores konventionelle tankegang og sender et stærkt signal om, at renovering kan tænkes på en anden måde, hvor funktion, æstetik og reduceret ressourceforbrug går hånd i hånd til inspiration for fremtidens bæredygtige byggeri, siger han.

Tscherning stifter ny pris: Vi vil støtte dem, der kan, tør og vil rykke ved branchens dårlige vaner
Thoravej 29 blev kåret efter en afstemning i Renoverprisens Valgkollegium, som består af 89 fagpersoner fra byggebranchen. Thoravej 29 blev valgt ud af et felt på først 131 projekter og dernæst 6 projekter, som i juni blev nomineret til Renoverprisen 2025.

Et ærligt og imødekommende sted
Ved samme lejlighed blev også vinderen af Specialprisen 2025 kåret, og blev vinderen Det Fælles Mødested – et 400 hektar stort naturområde, hvor en tidligere landejendom er blevet transformeret til en moderne bålhytte og samlingspunkt for friluftsliv, læring og lokale fællesskaber.
Renoveringen har stor eksempelværdi og er udført med respekt for bygningens historie og lokale byggeskik – fra kalkmørtel og traditionelle teknikker til genbrug af strukturer og materialer. Med det brændefyrede udekøkken, bålpladser og fuld tilgængelighed året rundt skaber projektet nye muligheder for møder mellem mennesker og natur, forklarer Henrik Mielke:

Kasper Guldager i front for nyt selskab med fuldt fokus på transformation
– Renoveringen af Det Fælles Mødested viser på fineste vis, hvordan gamle bygninger ikke behøver at stå som levn. De kan blive pejlemærker for fremtiden. Resultatet er et ærligt og imødekommende sted, der favner fællesskab, læring og naturoplevelser på tværs af alle aldre.

Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og er blevet uddelt hvert år siden 2013.
Udover titlen følger til vinderholdet af Hovedprise 100.000 kroner, mens vinderholdet bag Specialprisen modtager 10.000 kroner.