Den danske byggebranches genbruger eller genanvender 4 % af alle materialer, mens det globale gennemsnit ligger på 7,4 % Samtidig har byggebranchen i Danmark øget sit materialeforbrug med 50 % siden 2010.
Med en ambition om at komme denne udvikling til livs og få den danske byggebranche i gang med at genbruge og genanvende flere byggematerialer præsenterer brancheinitiativet Værdibyg en ny vejledning.
Tscherninghuset vinder Renoverprisen: ”Det kan rent faktisk lade sig gøre”
Vi skal starte med at se på potentialet i det, vi gerne vil rive ned, før vi bygger op. Sådan lyder det i den nye vejledning, som præsenteres den 10. oktober på en konference i hovedkvarteret hos nedrivningsvirksomheden Tscherning i Hedehusene.
Vejledningen skal hjælpe byggebranchen med at hæve sine kompetencer og indsats, for at leve op til bl.a. Miljøministeriets forventninger om, at 27 % af tegl, klinker og mursten samt 14 % af beton skal genanvendes.
En sådan ambition kræver, at man i højere grad ser større nedrivningsopgaver i et ressourceperspektiv. Ellers når branchen ikke i mål, lyder det fra eksperterne i den nye vejledning.
En ny tilgang til nedrivning
To af eksperter bag den nye vejledning ser begge et stort potentiale i en ny fælles tilgang til nedrivningsprojekter i byggeriet frem for blot at se nedrivning som noget, der skal overstås, inden det rigtige arbejde går i gang.
– Vores vejledning er et værktøj til at forstå og gennemskue de ressourcer, som findes i den bygning, man ønsker at fjerne. Det handler om at se bygningen som en ressource og mulighed fremfor et problem. Det handler om at vende byggeprocessen på hovedet, forklarer Niels Trap.
Rapport: Sådan skal branchen renovere for bedre klima – og økonomi
Han har sammen med projektchef Nina Koch-Ørvad fra Værdibyg været forfatter på den nye vejledning, hvor mere end 25 eksperter og rådgivere har bidraget. Et arbejde som er støttet af Grundejernes Investeringsfond.
– Starter man tidligt med en ressourcekortlægning, kan elementer og potentialer i den eksisterende bygning leve videre i det nye byggeri. Det giver mulighed for at sortere, opbevare og anvende materialer på en hensigtsmæssig måde, supplerer Nina Koch-Ørvad.
Økonomisk gevinst i genanvendelse
I Roskilde Kommune arbejder man på, at 25 % af byggeprojekter skal være cirkulære i 2025. Klaus Kellermann, chefkonsulent for bæredygtigt byggeri i Roskilde Kommune, fortæller, at økonomien spiller en afgørende rolle for denne indsats:
-Vi oplever ofte, at bygninger, der skal fjernes, indeholder træ, beton og mursten i høj kvalitet. Desuden kan de give patina og historie til vores nye projekter, fordi de skaber en reference til bygningens tidligere kontekst, forklarer Klaus Kellermann.
Læs vejledningen her.