Det almene boligområde Vårkjærparken i Aarhus trænger til en gevaldig opgradering. Nu er et rutineret rådgiverteam bestående af Aart og Rambøll udpeget til opgaven. Dermed er vejen brolagt med forhåbninger om, at området kommer ud på den anden side både moderniseret og fremtidssikret.
Renoveringen af området er del af en større bystrategisk og boligsocial indsats, som skal gøre Vårkjærparken til et mere attraktivt og mangfoldigt sted at bo.
Over de kommende år skal området gennemgå en større renovering både indvendigt og udvendigt. Bl.a. skal facader, indgangspartier og vinduer på de seks boligblokke renoveres, de får nye altaner, tag samt udvalgte tekniske installationer. Der etableres 12 tilgængelighedsboliger og opføres et nyt, 250 kvm fælleshus.
Regnvandssøer skal sikre Viby mod øgede regnmængder
Også udearealer og landskab får en make over, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark.
Et komplekst projekt
Aart er udpeget som totalrådgiver på projektet med Rambøll som underrådgiver. Dermed skal arkitektvirksomheden, der har kontor i byen, stå i spidsen for helhedsplanen, der skal konkretiseres yderligere. Det vil ske i tæt samarbejde med Alboa, Aarhus Kommune, Rambøll og beboerbestyrelsen.
– Det er et utrolig spændende og komplekst projekt, der kræver stor viden om bl.a. byudvikling, bystrategiske arbejder og beboerdemokrati samt byggeteknisk indsigt i den almene boligmasse, siger arkitekt, partner og markedsansvarlig i Aart, Karsten Sinning.
Beboere tages med på råd
I projektet vil man også arbejde indgående med bl.a. tryghed, fællesfaciliteter og forbindelser til den omkringliggende by og natur samt en række nye, større boliger med fokus på tilgængelighed, der henvender sig til f.eks. børnefamilier.
Aarhus sætter 12,5 mio. kr. af til flere grønne byrum
Projektet gennemføres som del af en større inddragelsesproces, hvor bl.a. naboer til området og Vårkjærparkens nuværende beboere tages med på råd for at sikre så bred forankring og opbakning til projektet som muligt.
– I Rambøll glæder vi os til samarbejdet med Aart, Alboa og beboerne om udviklingen af Vårkjærparken. Der er lagt en ambitiøs plan for involvering af beboere og øvrige interessenter i området, som vi ser frem til at understøtte. Vi ser i det hele taget frem til at bringe vores erfaring med helhedsplaner i spil, siger Jens Løkke Møller, senior projektchef ved Rambøll.
Skal spille sammen med den omkringliggende by
Boligorganisationen Alboa er bygherre. Herfra siger direktør Peter Hebroe:
– Renoveringen er en vigtig del af vores arbejde med at sikre, at vores boligområder er tidssvarende og velfungerende. Vårkjærparken er allerede nu et dejligt sted at bo, og bliver en del af den store udvikling som Viby er i gang med. Vores boligområder skal spille sammen med den omkringliggende by og den udvikling, der kommer der.
Viby Syd er klar til endnu et stort byudviklingsprojekt
– Vi vil med Vårkjærparken og fremtidige større helhedsplansrenoveringer tænke lidt større og gerne ud over vores egen matrikel for at spille en bystrategisk rolle i den omkringliggende by i samarbejde med andre aktører, tilføjer han.
Landsbyggefonden har støttet renoveringen af Vårkjærparken.