Forskning fra DTU har tidligere vist, at der er plads til 10.000 nye boliger under de københavnske tage, som potentielt kan rumme 22.000 københavnere.
Sammen med blandt andre Københavns Kommune, nedrivningsfirmaet J. Jensen, GXN, Arkitema og Vandkunsten tager Plan1 Cobblestone Architects nu teten som en del et EU-støttet projekt, ‘Circult’, der skal kortlægge den bedste måde at gøre tagboliger til de mest bæredygtige boliger på markedet.
– Vi tager afsæt i de tusindvis af gamle tørrelofter, som findes i etageejendommene i København, eksempelvis i brokvartererne, og i resten af landets større byer, fortæller Mette Damgaard Nielsen, arkitekt hos Plan1 Cobblestone Architects og projektleder på tagboligprojektet.
– Fokus bliver på at drage nytte af de tomme kvadratmeter, at bruge bæredygtige materialer og at foretage nedrivning og omdannelse af ejendomme på den mest bæredygtige måde.
I øjeblikket afholder parterne workshops, hvor deltagerne er med til at udvikle og nuancere projektet.
Circult budgetterer med i alt ca. 75 mio. kroner med henblik på at undersøge bæredygtighedstiltag i byggeriet, og udover Københavns Kommune, der er tovholder i Circult, deltager også London, Hamborg og Helsinki i initiativet.
I København er undersøgelsen af tagboliger udvalgt som et af tre demonstrationsprojekter, som beskæftiger med transformation af eksisterende bygninger.
Delprojektet ventes afsluttet til sommer og udmunder i en køreplan med konkrete anbefalinger.