144 totalrenoverede boliger fra 1960’erne opnår DGNB Sølv

Alabu Bolig vil have grønnere boliger både når der bygges nyt og renoveres. Nu er 12.240 kvm boliger fra 1960’erne certificeret til DGNB Sølv efter omfattende renovering.
Foto af en boligblok i tre etager i gule mursten
Renoveringen af de 144 almene familieboliger på Umanakvej og Ivigtutvej i Aalborg SØ blev sat i gang tilbage i 2021. Afdelingen består af fire boligblokke i tre etager med 24 identiske opgange, der blev opført i slutningen af 1960’erne. Efter den omfattende renovering er boligerne nu blevet DGNB Sølv-certificeret. Foto: Alabu Bolig

Med knap 6.000 boliger og 12.000 beboere er der altid en renoveringssag eller et nybyggeri at gå i gang med for den nordjyske boligorganisation Alabu Bolig. Her arbejder man både med DGNB, Den Frivillige Bæredygtighedsklasse og Svanemærket, lavt energiforbrug, sundt indeklima, langtidsholdbare materialer – og uden for store huslejestigninger

Lige nu opfører Alabu Bolig f.eks. 31 svanemærkede almene familieboliger i Gistrup. De første af sin slags i Nordjylland. Tidligere i år igangsatte boligorganisationen også et DGNB Guld-projekt på Saltumvej i Aalborg Øst. Her rives 120 lejligheder ned og erstattes af punkthuse og rækkehuse med i alt 182 nye boliger. Samtidig renoveres 19 gårdhavehuse.

Læs også

Millionstøtte til nordjyske vandrere – ”et kæmpe skridt nærmere realisering”

Direktør for Alabu Bolig, Klaus Ringgaard, siger:

– For os er bæredygtighed et spørgsmål om at tage et samfundsansvar og skabe plads til alle. Med DGNB, Svanemærket og den Frivillige Bæredygtighedsklasse sikrer vi, at vores projekter er gennemarbejdede og skaber bedre vilkår for mennesker, miljø og social ansvarlighed.

Blev brudt helt ned til råhuset

Også i forbindelse med en gennemgribende renovering af de 144 almene familieboliger på Umanakvej og Ivigtutvej i Aalborg SØ har man arbejdet med grønnere byggeri. De nyrenoverede boliger stod færdige sidste år efter en omfattende renoveringsproces:

Læs også

Et skridt nærmere: 2,4 mio. kr. til stibro, der skal koble Aalborg bedre sammen

Alle 144 boliger blev brudt helt ned til råhuset. 48 af dem er efterfølgende etableret som tilgængelighedsboliger med elevatorer i 8 opgange. De 4 boligblokke har også fået nyt tag, nye vinduer og opgraderede altaner. Alle lejligheder har fået nye køkkener, badeværelser, gulve og installationer. Kloaksystemet er fornyet med separering af regnvand og spildevand, hvilket skåner miljøet.

12.240 kvadratmeter boliger

Renoveringen, der dækker et samlet boligareal på 12.240 kvadratmeter, er udført i totalentreprise af NCC i samarbejde med arkitektfirmaet Kjæhr & Richter, ingeniørfirmaet EKJ og landskabsarkitekterne Arkplan.

Projektet har nu, som en af de første almene boligrenoveringer i Nordjylland, modtaget en DGNB Sølv-certificering. Det markerer en milepæl i Alabu Boligs ambitioner om at bygge og renovere med omtanke for klima og miljø.

Læs også

Siger ok til renovering af 330 boliger. Pris: Små 500 mio. kr.

 – At vi er kommet i mål med en så omfattende DGNB-renovering, viser os, at det sagtens kan lade sig gøre at have høje ambitioner for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed under et stramt budget. DGNB-certificeringen har sikret høj kvalitet i projektet og givet os værdifulde erfaringer, som vi har taget med os videre ind i de næste projekter, udtaler projektchef hos Alabu Bolig, Thomas Jung Pedersen.

Dokumenterer forbrug, materialer og processer

Når et byggeri skal opnå en DGNB-certificering, sker det på baggrund af en evaluering af seks kvaliteter forud for projektets begyndelse: Miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet, proceskvalitet og områdekvalitet.

For at sikre at projektet kom i mål med DGNB-certificeringen har totalentreprenøren NCC arbejdet målrettet med at samle data til dokumentation af forbrug, materialer og processer. I forbindelse med affaldssortering på pladsen er der arbejdet på at nå en høj andel af sortering til genanvendelse.

Læs også

Oplagt: Opfører demensplejehjem tæt ved almene lejeboliger

Senior projektchef i NCC’s byggeenhed i Nordjylland, Daniel Hoffmann Kusk, siger:

– Vi har stor erfaring med at bygge til DGNB-certificering, og en række af kravene til certificering lever vi faktisk op til i den måde, vi altid bygger på i NCC.

Relateret indhold