Fakta om Sorgenfrivang II
- Bygherre: Lyngby Almennyttige Boligselskab v. DAB
- Totalrådgiver: Dominia Rådgivende Ingeniører
- Arkitekt: Domus Arkitekter
- Entreprenør: NCC Building DK
- Kontraktsum: 391 mio. kr.
Køkkener, vinduer og facader. Alt er blevet udskiftet som en del af den gennemgribende renovering, som 429 hjem undergår i det almennyttige boligbyggeri i Sorgenfri nord for København. Dermed er Sorgenfrivang II en af NCC’s største renoveringssager nogensinde og beløber sig til 391 millioner kroner.
– I Sorgenfrivang II kan de første beboere nu flytte hjem til deres bolig, hvor de vil opleve, at indeklimaet er meget mere behageligt, hvor lyskvaliteten er forbedret, og deres energiregning er blevet mindre, siger Erik Vibe Pedersen, områdedirektør i NCC Building DK.
Når projektet kan opnå en energibesparelse på op til 66 procent, skyldes det især udskiftningen af de 1200 facadeelementer på de tre 14 etagers højhuse og den mellemliggende lave bygning, som projektet består af.
Tekniske udfordringer
– Ved at udskifte facaderne er isoleringsevnen i boligerne forbedret, og beboerne undgår nu de trækgener, som de tidligere har været plaget af, siger Karina Mary Andersen, der er projektansvarlig på Sorgenfrivang II.
Hun peger samtidig på, at facadeelementerne har været en af de største tekniske udfordringer i projektet, hvilket især skyldes ventilationskanalerne.
– For at leve op til skrappe tekniske og geometriske krav, var vi nødsaget til at tage til udlandet for at finde de rette ventilationskanaler. De tidligere løsninger blev enten ikke tætte nok eller kunne rent fysisk ikke være i facadeelementerne. Det er første gang, vi bruger den slags ventilationskanaler i Danmark i den størrelsesorden, som vi bruger herude, siger Karina Mary Andersen.
De første beboere er nu begyndt at flytte tilbage i huset, og det næste hold forventes at kunne flytte ind i Sorgenfrivang II i efteråret.