Stor renovering kan gemme på overraskelser

Tre kilometer tunneller under jorden på Bispebjerg Hospital er hårdt medtaget og skal nu renoveres. Men entreprenøren kan først se omfanget af skaderne, når arbejdet går i gang.
Tidens tand har sat sit aftryk på de gamle tunneller. Der er identificeret 15 steder, som trænger til en kærlig hånd, fortæller projektleder Howard Jack Riley fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Byggeriets Billedbank.
Tidens tand har sat sit aftryk på de gamle tunneller. Der er identificeret 15 steder, som trænger til en kærlig hånd, fortæller projektleder Howard Jack Riley fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Byggeriets Billedbank.

Om renoveringen

  • – Et tunnelsystem på ca. tre km strækker sig under Bispebjerg Hospital. En stor del er fredet.
  • – Regionsrådet i Region Hovedstaden har bevilget ca. 10 mio. kr. til tunnel-renovering, som udføres fra begyndelsen af 2017.
  • – Opgaven udføres af entreprenørvirksomheden Zacho-Lind.
  • – Renoveringen bliver udført i forbindelse med Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, som opføres på Bispebjerg Hospitals område frem til 2025.

Arkitekten Martin Nyrop var meget fremsynet, da han designede Bispebjerg Hospital med et udstrakt tunnelsystem for over 100 år siden. Det bruges til at transportere senge, madvogne og varebure rundt mellem Bispebjerg Hospitals bygninger, men tidens tand har sat sit aftryk på de fine gamle tunneller, der blandt oplever, at fugten fra 100 års regnskyl nu også er trængt ind. Det oplyser Nyt Hospital Bispebjerg i en pressemeddelelse.

– Vi har identificeret 15 steder, der trænger til en kærlig hånd. De varierer fra kritiske til kosmetiske skader. Vores entreprenør skal nu finde årsagen til de forskellige skader og den bedste måde at udbedre dem på, siger projektleder Howard Jack Riley fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Udfordrende opgave

Det er regionsrådet i Region Hovedstaden, der har bevilget penge til renoveringen, der sker i forbindelse med udbygningen af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Opgaven har været i udbud og er blevet vundet af Zacho-Lind, der har over 40 års erfaring i fugtsikring og renovering af underjordiske bygningsværker.

– Det er en spændende og udfordrende opgave. Alene det at renovere på et hospital, hvor patienter og personale skal kunne komme omkring, mens vi arbejder, er en udfordring. Og samtidig er der trange kår nede i tunnellerne, hvor vi skal arbejde, siger projektleder Søren Rückmann fra Zacho-Lind, der også tidligere har løst opgaver på Bispebjerg Hospital.

Ukendt omfang

Og det er et usikkert farvand, entreprenøren bevæger sig ud i, for omfanget af skaderne er ikke kendt endnu.

– Vi kan kun se skaderne inde fra tunnellerne. Når vi graver ned udefra, kan det se helt anderledes ud. Derfor starter vi med én af hver af de forskellige typer skader og planlægger, efterhånden som vi får afdækket omfanget, siger Søren Rückmann.

Typerne af skader varierer fra sætningsskader mellem tunnel og bygning over belastningsskader fra tunge køretøjer over jorden til fugtskader fra overfladevand. Og det tager tid, før renoveringen er i mål.

– De fleste af skaderne vil nok skulle udbedres udefra. Så entreprenøren vil grave op, etablere bedre drænforhold og tætne siderne lokalt. Indvendigt skal tunnelen tørre ud i 6-12 måneder, før den bliver behandlet. På den måde sikrer vi, at det udvendige arbejde holder, før vi udfører den indvendige finish, siger Howard Jack Riley.

Efterhånden som skaderne bliver afdækket, bliver det også afklaret, hvor langt pengene til renoveringen rækker. De første renoveringer udføres i begyndelsen af det nye år.

Vi kan kun se skaderne inde fra tunnellerne. Når vi graver ned udefra, kan det se helt anderledes ud.

Relateret indhold