Om projektet
- – Bygherre: ATP Ejendomme
- – Bygherrerådgiver: Niras
- – Arkitekter: Arkitema og Lendager Group
- – Ingeniør: NCC Engineering
- – Totalentreprenør: NCC Danmark
FREDERIKSBERG: Kraner og andre maskiner er stort set fjernet fra gadebilledet omkring Falkoner Centret. Tilbage er en mindre skurby, containere, materialer og en rækker varebiler fra de forskellige firmaer, som vidner om, at den sidste finish nu foregår inden døre.
– Fredag i næste uge afleverer vi ejendommen tilbage til ATP Ejendomme, og vi er godt med her til sidst, så jeg er ganske rolig, forklarer senior projektchef Casper Kasting fra NCC, da Dagens Byggeri besøger pladsen ved den ikoniske Frederiksberg-ejendom en varm junieftermiddag.
Ny hoteloperatør
Falkoner Centret er beliggende mellem Falkoner Allé, Sylows Allé, Sylows Plads og Howitzvej på Frederiksberg i København. Bygningen rummer både hotel, restaurant, koncertsale, butikker og kongresfaciliteter, der alle er blevet grundigt moderniseret i et samarbejde mellem NCC, ATP Ejendomme og Scandic Hotels. Sidstnævnte åbner helt nyt hotel i størstedelen af centret i begyndelsen af august. Herudover rummer bygningen også blandt andet butikker og kontorfaciliteter, der kun delvist har været omfattet af moderniseringen.
Afleveringen er for Casper Kasting ensbetydende med afslutningen på tre års intenst arbejde i spidsen for en både gennemgribende og kompleks opgave, der har givet det 60 år gamle kulturcenter en omfattende ansigtsløftning.
– Nogle steder har vi blot været inde for at lave ganske små ændringer i form af nye overflader og installationer, mens vi andre steder har strippet det indvendige helt ned og bygget op forfra. Der har været opgaver af næsten enhver type og størrelse. Renoveringsopgaver er som regel komplekse, og denne har været det i særlig grad, synes jeg. Men det er jo også et af vores specialer i NCC, siger han.
Logistiske elevatorudfordringer
Den 60 år gamle ikoniske bygning er gennem tiden ombygget i større eller mindre grad af flere omgange, og der har været flere spændende udfordringer undervejs – også med logistikken.
– En interessant ting har været adgangen til hoteltårnet, som ligger nogenlunde i midten af centret. Placeringen gør, at det er næsten umuligt at komme til udefra, så det har betydet, at vi har benyttet de små personelevatorer til stort set alt. Både det gamle interiør, som skulle ned, og de nye materialer, der skulle op. Det har været en puslespil at få det til at gå op, men det lykkedes heldigvis, fortæller senior projektchefen.
Projektfolk i fælleskontor
Han fortæller, at samarbejdet mellem entreprenør, bygherre og rådgivere har været meget tæt både før og under renoveringsarbejdet.
– Alle projektfolkene flyttede sammen i et fælles projektkontor allerede før renoveringsarbejdet blev påbegyndt. Vi var omkring 60 funktionærer fra NCC, NCC engineering, Arkitema, Lendager Group sammen med bygherre ATP Ejendomme og deres rådgiver Niras. Det tætte samarbejde har været unikt, og det betyder også, at jeg som entreprenør kan se tilbage på et stort projekt uden konflikter med bygherre, fortæller Casper Kasting.
Faktisk har samarbejdet fungeret så forbilledligt, at bygherre har indstillet projektet til procesprisen.
Selv hoteldelen af centret er vokset markant efter ønske fra den nye hovedlejer, Scandic Hotels, der 7. august åbner dørene til Scandic Falkoner med 334 værelser mod det hidtidige hotels blot 166 værelser.