I løbet af de næste 5 år skal en lang række historiske, bevaringsværdige og fredede bygninger i syddanske Augustenborg restaureres, så byen kan leve op til sin historiske titel som hertugby.
Projektet har til formål at genskabe det enestående kulturmiljø i Hertugernes Augustenborg – og samtidig styrke grundlaget for vækst af turisme, erhverv, handel og bosætning. I alt forventes restaurering af 60-80 bygninger i det centrale Augustenborg. Allerede nu har 25 bygningsejere tilmeldt sig projektet.
Projektchef Lillian Kristensen fra Hertugbyens Restaureringspulje, der er bygherre og koordinerer indsatsen, er meget tilfreds med interessen – allerede inden de første renoveringsprojekter er igangsat. De første projekter planlægges igangsat i marts 2025.
Tæt samspil med ejere, arkitekter og håndværkere
Det er A.P. Møller Fonden, Realdania, Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen, der er gået sammen om Hertugbyens Restaureringspulje. Sammen yder de 75 % økonomisk støtte til projekterne. De tre førstnævnte i forhold til de bevaringsværdige bygninger. De fredede bygninger renoveres i et partnerskab med Slots- og Kulturstyrelsen.
Omdanner hvid, psykiatrisk hospitalsby til rækkehuse
Hertugbyens Restaureringspulje skal lede projektet og indgå i tæt samspil med ejere, arkitekter og håndværkere samt Sønderborg kommune om at restaurere og istandsætte omkring 80 bygninger. Og sikre miljøet for eftertiden.
Fem arkitekttegnestuer er allerede tilknyttet projektet og skal stå for projekternes gennemførelse. Ifølge Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden er de fem: Tegnestuen Mejeriet, Arkitektfirmaet Lykke+Nielsen Arkitekter, Anders Glavind Arkitekt, Anna Mette Exner Arkitektur og Jørgen Overbys Tegnestue.
Det samlede budget for de mange restaureringsopgaver er ca. 90 mio.kr.
I forbindelse med projektet er Augustenborg by og opland inddelt i tre zoner:
- Zone 1 er den primære zone for genetableringen af Hertugernes Augustenborg. Fokus er at skabe en unik og sammenhængende oplevelse af hertugfortællingen og det historiske Augustenborg i zonen, der er kulturmiljøets overordnede ramme.
- Zone 2 rummer en stor koncentration af bevaringsværdige bygninger, der støtter op om den samlede forståelse for Augustenborgs udvikling samt underbygger kulturmiljøet i byen.
- Zone 3 er den landskabszone, der dækker det omkringliggende landskab og landskabets samspil med byen. I Zone 3 åbnes blikket for, at hertugfortællingen rækker ud over Augustenborgs bygrænse.
Kilde: SMART
Restaureringspuljen stiller rådgivere til rådighed for bygningsejerne og bistår dertil med koordination og økonomisk styring. På vegne af ejerne projekterer og styrer rådgiverne de enkelte projekter – fra ide til udførelse.
Får brug for 15-20 håndværksvirksomheder
Initiativtagerne til det markante restaureringsprojekt inviterer nu interesserede håndværkerne til informationsmøde. Her vil projektet blive præsenteret og drøftet, inden de første udbud udsendes lige efter nytår.
Hertugbyens Restaureringspulje forventer at udvælge ca. 15-20 håndværksvirksomheder. Fra denne pulje vil 2-3 virksomheder blive inviteret til at deltage i underhåndsbud på hvert af de enkelte projekter. Der planlægges op til 20 byggeprojekter i området årligt, med udbud vinter/tidligt forår og udførelse i sommerhalvåret.
Der vil være stort fokus på genbrug ved genanvendelse på tværs af de mange projekter. F.eks. ved at reparere tagsten, videreformidle overskud af genbrugsegnede materialer og ved at anvende genbrugsmaterialer fra andre byggerier.
Kommune køber op og kan nu starte stort havneprojekt
Byggeriets logistik skal nu planlægges, så byggeaktiviteterne forstyrrer beboerne og trafikken mindst muligt. Blandt andet skal der etableres fælles byggepladsfaciliteter centrale steder i området.