De nominerede til årets pris
- Ud over Hotel Herman K i København var fem andre projekter nomineret til renoverprisen 2019. De fem projekter er:
- – Postgården på Købmagergade i København,
- – St. Kongensgade 53 i København,
- – Sønderparkeni Fredericia,
- – Villa i Sydbyen i Silkeborg og
- – GAME Streetmekka Viborg i Viborg.
VALBY: For næsen af fem andre finaleprojekter blev renoveringen af Hotel Herman K torsdag aften hædret med Renoverprisen 2019. Efter flere måneders venten kunne parterne bag renoveringen stille sig øverst på sejrsskamlen, da prisen blev uddelt ved en stor prisfest i Marketenderiet i Valby.
Hotel Herman K var oprindeligt en gammel transformerstation fra 1963, men er nu forvandlet til hotel og restaurant. Transformationen er et eksempel på, hvordan man kan åbne en bygning mod omverdenen og skabe liv i gadebilledet og samtidig bevare de oprindelige konstruktioner og detaljer.
Det var formand for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, der begrundede, hvorfor Hotel Herman K fortjente sejren:
– Hotel Herman K er eksemplarisk for sin forvandling fra transformatorstation til hotel. Projektet er en meget vellykket renovering, hvor man som noget særligt har formået at bevare det oprindelige spændingsfyldte, rå og brutalistisk arkitektoniske udtryk. Det vidner om arkitektonisk indlevelse, en forbilledlig byggeledelse og et fornemt samarbejde med hoteloperatøren. Respekt. Det er en overbevisende præstation, sagde Gøsta Knudsen.
Sammen med Renoverprisen og den eftertragtede prisstatuette kommer en check på 100.000 kroner.
Prisuddeling for syvende gang
Vinderen af Renoverprisen 2019 er udpeget af et valgkollegium bestående af 70 branchemedlemmer, der har haft samtlige nominerede projekter under luppen siden offentliggørelsen af de seks frontløbere.
Det er i år syvende gang, Realdania og GI uddeler prisen til et renoveringsprojekt i særklasse. Det er håbet, at vinderprojekterne vil tjene som eksempler for fremtidige renoveringsprojekter og være med til at sætte fokus på renovering i Danmark og vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Læs mere om renoveringen.