Renoveringen af Hotel Herman K

Renoverprisen: Til september kåres vinderen af Renoverprisen 2019. I disse uger præsenterer Dagens Byggeri enkeltvis de seks nominerede. I dag finalist nr. 4 - Hotel Herman K i København.
Bygningens facade i bronze er bevaret med nogle markante ændringer, der gør facaden mere åben og tillader dagslys at komme ind. Foto: Carsten Ingemann.
Bygningens facade i bronze er bevaret med nogle markante ændringer, der gør facaden mere åben og tillader dagslys at komme ind. Foto: Carsten Ingemann.

Renoverprisen uddeles i år for syvende gang, og blandt de i alt 157 indstillinger har dommerpanelet udvalgt seks meget interessante finalister. En af dem er Hotel Herman K midt i København.

Her står en industrihistorisk perle i beton og bronze. Bygningen er opført i årene 1962-63, opført af Stadsarkitektens Direktorat og arkitekt Hans Chr. Hansen, og har levet en relativt anonym tilværelse som transformerstation.

Dansk Ejendoms Management købte bygningen i 2015 med henblik på at skabe et særligt sted i Københavns centrum, funderet på bygningens unikke arkitektoniske kvaliteter. Det er blevet til Hotel Herman K, hotel og restaurant.

Omdannelsen af bygningen i højstyrke sprængsikker beton har været krævende for de udførende parter, særligt da man har arbejdet med henblik på at bevare store dele af huset.

Transformerstationens arkitektoniske kvaliteter har heldigvis været besværet værd. Dette stykke brutalistisk dansk kulturarv kan nu opleves af fremtidige generationer sammen med den historiske bevidsthed om en ikke fjern fortid, hvor byens tunge funktioner i højere grad prægede hovedstadens dagligliv.

Rå konstruktion

Den mest åbenlyse af disse arkitektoniske kvaliteter er bygningens facade i bronze, som er bevaret med nogle markante ændringer, der gør facaden mere åben og tillader dagslys at komme ind i hotellets lobby og værelser.

Konstruktion og materialer står rå og utilslørede i samme ånd som ved bygningens brutalistiske fødsel. Foto: Carsten Ingemann.
Konstruktion og materialer står rå og utilslørede i samme ånd som ved bygningens brutalistiske fødsel. Foto: Carsten Ingemann.

Indenfor vil besøgende blive mødt af en 12 meter høj lobby. Tidligere blev store transformere kørt ind i denne hal i bygningens midte. Her blev de hejst ned på skinner og trillet på plads i bygningens tre transformerrum, som i dag rummer restaurant og lounge.

Konstruktion og materialer står rå og utilslørede i samme ånd som ved bygningens brutalistiske fødsel. De høje portpartier, rummets proportioner, rå in situ støbte betonmure, svalegange, trapper og andre storskala rester fra en 50 år gammel industrikultur er bevaret. Ombygningen har haft til sigte at vise bygningens forskellige historiske lag på en tydelig og afklaret måde.

Varieret indretning

I den øvre del af bygningen er værelser udformet med stor variation. Hvor det har været muligt, er rå betonmure og betonlofter bevaret. Gennem vinduerne mod gaden filtreres dagslyset mellem facadens bronzelameller.

Håndvaske i keramik er specialfremstillede til Hotel Herman K i samarbejde med bl.a. Kähler. Kähler var indtil ultimo 2018 et firma i samme koncern som Dansk Ejendoms Management. Hotellets navn stammer ligeledes fra Herman A. Kähler (1846-1917), den mest berømte historiske frontmand for Kählers værksteder.

Et valgkollegie bestående af 70 udpegede medlemmer fra branchen skal frem mod ultimo august beslutte, hvilket projekt der skal løbe med titlen som Danmarks bedste renovering 2019.

Vinderen kåres ved en prisfest 5. september og modtager en check på 100.000 kroner.

Se også artiklen om Renoveringen af Postgården.

Se også artiklen om renoveringen af St. Kongensgade 53.

Se også artiklen om Sønderparken i Fredericia.

Relateret indhold