Renoverer markant havnebygning med respekt for historien

Byudviklingsinitiativet Nakskov 2030 bruger godt 25 mio. kr. på at omdanne Havnebygningen i Nakskov til et mødested for lokale og besøgende.
Foto af lang havnebygning på kajen i Nakskov
Med sin fine placering ved havnefronten vil Havnebygningen blive et ikonisk samlingspunkt, hvor byens borgere og besøgende kan mødes og opleve Nakskovs maritime arv i moderne rammer. Også Honnørkajen foran renoveres. Foto: Film & Mediekompagniet

Den gamle havnebygning i Nakskov har stået tom i en årrække. Nu får den nyt liv. Bygningen, der er opført i 1915, skal restaureres og omdannes til et levende mødested med café, restaurant og events, hvor byens borgere og besøgende kan samles. Arbejdet skal udføres med stor respekt for bygningens arkitektoniske og historiske værdi.

Bag initiativet med at skabe nyt liv i den gamle bygning står Initiativet Nakskov 2030; et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune, der har en ambition om at udvikle Nakskov fra gammel købstad til levende industriby.

Læs også

Stolthed i Nakskov: Renovering af nedslidte bygninger er ved at genskabe bymidten

Partnerne har til sammen afsat 150 mio. kroner til initiativet.

En væsentlig milepæl

I denne omgang skal der bruges 25,77 mio. kr. til – gennem en omhyggelig balance mellem bevaring og transformation – at give nyt liv til havnens arkitektonisk perle. Projektet er skabt med respekt for bygningens historie og dens rolle i Nakskovs havnemiljø.

Arbejdet skal udføres af entreprenørfirmaet Kjær & Lassen, der vandt udbudsrunden foran tre andre bydende virksomheder. Den vindende hovedentreprenør har mange års erfaring med restaurering af fredede og bevaringsværdige bygninger og evner at håndtere komplekse byggeprocesser med respekt for den eksisterende arkitektur.

Visualisering af cafe med godt lysindfald. Der sidder mennesker ved runde borde. I midten en orange/brun halvvæg, der deler rummet op
Når den renoverede Havnebygning står færdig, vil den blandt andet rumme café og restaurant, et besøgscenter, et mødested for foreninger og frivillige samt en udstilling om Nakskovs by- og fjordhistorie. Visualisering: Erik Brandt Dam arkitekter

Leder af Nakskov 2030, Henrik Madsen, siger:

– At vi nu har fundet en hovedentreprenør, er en væsentlig milepæl i projektet. Det bringer os et stort skridt nærmere at omdanne Havnebygningen til et levende samlingspunkt for både lokale og besøgende.

Respekt for bygningens DNA

Hovedentreprenøren vil arbejde tæt sammen med bygherre og rådgivere. Sammen skal de sikre, at projektet realiseres sikkert og effektivt i overensstemmelse med visionerne.

Projektet er baseret på vinderforslaget Alle Tiders Havn, tegnet af Erik Brandt Dam arkitekter i samarbejde med Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang. Forslaget blev valgt for sin evne til at fremhæve Nakskovs og Havnebygningens særlige kvaliteter og skabe en naturlig sammenhæng mellem by og havn.

Læs også

Vil af med 96 utidssvarende boliger. Nu er nedrivningen sat i gang

Den gennemgribende renovering vil omfatte restaurering af facaden samt en tilpasning af bygningens indre til de nye anvendelser. Renoveringen sker med afsæt i et arkitektonisk princip, hvor bygningens DNA respekteres, samtidig med at nye elementer indføjes, så de skaber en naturlig forbindelse mellem fortid og nutid.

Kaj får nyt udtryk

Som en del af det samlede projekt bliver Honnørkajen foran Havnebygningen også renoveret. Denne del af projektet er under endelig projektering og forventes sendt i udbud dette forår. Honnørkajen vil få et nyt, rekreativt udtryk, der understøtter forbindelsen mellem by og havn og giver mulighed for ophold, aktiviteter og arrangementer.

Læs også

Vitalt med levende bymidter: 16 byer får livgivende håndsrækning

Renoveringen af Havnebygningen starter i maj 2025. Bygningen forventes at stå klar til åbning i sommeren 2026.

Relateret indhold