Realdania vil renovere unikt betonbyggeri fra 60’erne

Realdania By & Byg har overtaget en godt 50 år gammel og markant betonbygning i Hasselager. En omfattende renovering skal bevare den innovative betonbygning og vise nye veje for andre betonrenoveringer.
Renovering af den markante betonbygning skal vise nye veje. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.
Renovering af den markante betonbygning skal vise nye veje. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.

Der er mange meninger om beton – lige fra den ene yderlighed til den anden. Og der er da heller ingen tvivl om, at 60’ernes og 70’ernes betonbyggerier har haft et dårligt ry.

Vind og vejr og manglende vedligehold har samtidig sat sine tydelige spor på de rå overflader mange steder i landet, og flere betonbygninger risikerer af forsvinde. Dermed forsvinder også vigtige vidnesbyrd om en senmodernistisk bygningstypologi. Og det vil Realdania forsøge at gøre noget ved.

Med købet af den gamle administrationsbygning for glasfirmaet J.A. Alstrup i Hasselager, der er opført i 1967, vil Realdania By & Byg vise nye veje for betonrenoveringer i Danmark.

Åbent kontorlandskab

Den markante bygning er eksponent for datidens erhvervsarkitektur og et banebrydende beton-eksempel. Desuden er den et af de første danske eksempler på et åbent kontorlandskab.

De adskilte og synlige konstruktioner, som kontrasterer hinanden, var et markant udtryk i den modernistiske arkitektur, men også bygherren, glasfirmaet J.A. Alstrup, var i forhold til sin samtid dristig. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.
De adskilte og synlige konstruktioner, som kontrasterer hinanden, var et markant udtryk i den modernistiske arkitektur, men også bygherren, glasfirmaet J.A. Alstrup, var i forhold til sin samtid dristig. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.

Når arkitekter, ingeniører og håndværkere inden længe går i gang med den omfattende renovering, er det derfor ikke kun for at sikre og bevare den historiske bygning, men i høj grad også for at indsamle ny viden og udvikle konkrete løsninger, som kan bredes ud og bruges af andre til kommende renoveringer af betonbygninger.

Dristig arkitekt – og dristig bygherre

Med sit monumentale betongitter svævende en meter over en let glasboks er administrationsbygningen et imponerende syn. Det store betongitter, der bliver båret af en række betonsøjler, får det til at se ud som om, at taget svæver en meter over en let glasboks, og det er arkitektonisk modigt tænkt af Aarhus-arkitekten Knud Blach Petersen.

Bygningen var et af de første eksempler på et åbent kontorlandskab i Danmark. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.
Bygningen var et af de første eksempler på et åbent kontorlandskab i Danmark. Foto: Realdania/Peter Gramstrup.

De adskilte og synlige konstruktioner, som kontrasterer hinanden, var et markant udtryk i den modernistiske arkitektur, men også bygherren, glasfirmaet J.A. Alstrup, var i forhold til sin samtid dristig. Glasboksen er oprindeligt opført som et knap tusind kvadratmeter søjleløst lokale og er et af de første eksempler på et åbent kontorlandskab i Danmark.

Del af vores bygningsarv

Behovet for arkitektonisk vellykkede betonrenoveringer i Danmark vil vokse i løbet af de næste årtier.

Glasalstrups administrationsbygning har på grund af sin innovative brug af beton og gode håndværksmæssige standard bevaret de oprindelige kvaliteter, og konstruktionerne fremstår relativt intakte. Men betongitteret har taget farve af mange års vejr og vind, og betonoverfladen skal med respekt for det oprindelige udseende behandles.

Forude venter en omfattende restaurering, der bl.a. skal sikre betonkonstruktionernes funktion og fremadrettede levetid, men også genskabe det store kontorlandskab og dermed forstærke ejendommens autenticitet og oprindelige anvendelsesformål.

Inden restaureringen for alvor går i gang er der mulighed for at opleve bygningen i selskab med Realdania By & Byg Klubben på fredag den 23. august.

Relateret indhold