Ørkenfortet DGNB-certificeres efter hotel-ombygning

Tidligere Nordea-domicil ved Knippelsbro i København bliver ombygget til hotel. I projektet er der indarbejdet både miljømæssige, sociale og økonomiske forhold, der skal føre til en DGNB-certificering.
Ombygningen forventes færdig i løbet af 2020, hvor det gamle Nordea-domicil har skiftet karakter til moderne hotel. Visualisering. ATP-Ejendomme.
Ombygningen forventes færdig i løbet af 2020, hvor det gamle Nordea-domicil har skiftet karakter til moderne hotel. Visualisering. ATP-Ejendomme.

Det 60 år gamle tidligere bankdomicil lige ved Knippelsbro – der gik under navnet Ørkenfortet – ændrer de kommende år markant karakter.

Det kommende Hiltonhotel, der efter ombygningen ender på godt 30.000 kvadratmeter, vil rumme ca. 400 værelser, konferencefaciliteter, fitnesscenter, p-anlæg, bar og to restauranter, hvoraf den ene skal placeres på kajkanten.

Ejendommen bliver åbnet op ud mod såvel havnen som mod Torvegade – alt i tråd med og med respekt for byens arkitektoniske og bæredygtige profil.

Ombygningen gennemføres som en DGNB-certificeret renovering.

Asbest, bly og 400 tons ekstra puds

Ørkenfortet blev opført i årene 1957 til 1962, hvor både viden omkring og krav til blandt andet materialevalg, så noget anderledes ud end i dag. I forbindelse med nedrivningen er der blandt andet fundet store mængder asbest, særligt i ejendommens facade, ligesom der er opdaget bly i malingen, hvilket betyder, at alle malede vægoverflader skal fræses ned, for at blyet kan fjernes.

– Materialevalget i ejendommen er helt tidstypisk, men gør også, at nedrivningsopgaven er omfattende, da det er enorme mængder affald, der skal sorteres i forhold til de miljømæssige gældende regler og køres væk, fortæller underdirektør hos ATP Ejendomme Christian Hartmann.

Nedrivningen forventes færdig i april 2019, hvorefter den reelle om- og tilbygning kan gå i gang. Inden da skal alt indmad og forurening i den massive ejendom tages ud – det gælder også nogle ekstra pudslag, som endte med at løbe op i hele 400 ekstra tons puds.

En DGNB-certificeret renovering

Ved ombygningens start blev der fra ATP Ejendommes side truffet beslutning om at DGNB-certificere renoveringen, når ejendommen står færdig i løbet af 2020. Det betyder, at der i ombygningen sættes fokus på de fem hovedområder i DGNB, herunder miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet.

– Med certificeringen for øje har vi fokus på at begrænse miljøbelastningen og tænke bæredygtighed ind i hele ombygningen, afslutter Christian Hartmann.

Green Building Council Denmark varetager DGNB-certificeringen i Danmark.

Relateret indhold