Ny computerbaseret PCB-metode sparer penge

En it-baseret metode har vist sig at være præcis og effektiv i forhold til at visualisere afdampningen af PCB til indeluften og anvise effektive metoder til at komme af med det miljøfarlige giftstof.
Rambøll er muligvis den første virksomhed, der har benyttet Computational Fluid Dynamics i forbindelse med en PCB-sanering. Arkivfoto.
Rambøll er muligvis den første virksomhed, der har benyttet Computational Fluid Dynamics i forbindelse med en PCB-sanering. Arkivfoto.

Computational Fluid Dynamics (CFD) er en computerbaseret metode, der bruges til at beregne strømninger i væsker og luft i blandt andet fly- og bilindustrien. I PCB-sammenhæng kan man bruge metoden til at få et detaljeret ‘billede’ af den rumlige fordeling af PCB-afdampningen og koncentrationen, og det kan man så bruge til på forhånd at vurdere effektiviteten af forskellige tiltag til at fjerne eller reducere PCB-forekomsten. Det skriver Rambøll i en pressemeddelelse.

Rambøll har brugt metoden i forbindelse med flere PCB-saneringsopgaver, blandt andet på Lagoniskolen i Vojens, og det er så vidt virksomheden ved første gang nogensinde, at CFD anvendes i PCB-sammenhæng. På Lagoniskolen er der fundet høje koncentrationer af PCB i indeluften, som overskrider Sundhedsstyrelsens aktionsværdier, hvilket har krævet aktion fra kommunens side.

Det er lykkedes at bruge CFD-analysen til ret præcist at identificere de mest effektive fjernelsesmetoder og dermed reducere de samlede omkostninger.

Lisbeth Odsbjerg Projektchef, Rambøll

Positive resultater

Resultaterne af den foreløbige indsats er positive. Ved at have anvendt de fjernelsesmetoder, som ifølge CFD-analysen var de mest effektive, er koncentrationen af PCB på skolen således reduceret med mængder, der i stor udstrækning svarer til CFD-analysens forudsigelser.

– De første resultater fra Lagoniskoen er positive i mere end én forstand. Ikke alene er det lykkedes at nedbringe PCB-koncentrationen markant til glæde for alle parter – det er også lykkedes at bruge CFD-analysen til ret præcist at identificere de mest effektive fjernelsesmetoder og dermed reducere de samlede omkostninger. Og netop det perspektiv lover godt for fremtiden, da det kan gøre fjernelse af PCB langt mindre bekostelig, end det er i dag og forhåbentlig bidrage til at spare nogle skattekroner, siger Lisbeth Odsbjerg, projektchef hos Rambøll og ansvarlig for projektet på Lagoniskolen.

Virtuel model

CFD bruges i mange forskellige sammenhænge, da metoden er i stand til at analysere og beskrive meget komplekse flow og energi relaterede problemstillinger – for eksempel ved analyse af røgudbredelse fra en brand i eksempelvis en tunnel eller en bygning eller på en offshore-platform.

Først skabes en virtuel computermodel af, hvad der skal undersøges, og derefter inddeles den i små kasser efter den ønskede finhed. Det er hermed muligt at få detaljerede informationer, der ellers ikke er tilgængelige, og fysiske- og/eller miljøforhold bliver direkte synlige på skærmen. Det betyder, at virkelige forhold vil afspejles i modellen og kunne vises som 3D visualiseringer.

Ligeledes vil tiltag, som man overvejer at implementere – eksempelvis for at fjerne PCB i nogle specifikke skolebygninger – kunne indsættes og testes i modellen, således at man kan dokumentere og sammenligne effekten på forhånd og dermed vurdere, om effekten er stor nok.

Relateret indhold