NCC vinder kæmpe skolerenovering

NCC har indgået aftale med Københavns Kommune om at helhedsrenovere og udbygge Bellahøj Skole for 172 millioner kroner.
NCC skal renovere og udvide Bellahøj Skole, mens skolen er i drift. Visualisering: Kant Arkitekter.
NCC skal renovere og udvide Bellahøj Skole, mens skolen er i drift. Visualisering: Kant Arkitekter.

Udvidelsen og helhedsrenoveringen af Bellahøj Skole

  • – Bygherre: Byggeri København
  • – Bygherrerådgiver: Moe
  • – Totalrådgiver og arkitekt: Kant Arkitekter
  • – Landskabsarkitekt: Kragh & Berglund
  • – Ingeniør: Niras
  • – Hovedentreprenør: NCC Danmark
  • – Opgaven: Ombygning, renovering, genopretning og opførelse af ny tilbygning til Bellahøj Skole, i alt 9900 kvm.
  • – Byggeperiode: januar 2018 – december 2020
  • – Kontraktsum: 172 mio. kr.

NCC var ikke billigst, men vandt alligevel kæmperenoveringen og udbygningen af Bellahøj Skole på at have gennemtænkt byggeprocessen fra et et brugersynspunkt. Projektet har en værdi af 172 millioner kroner, og for NCC passer renoveringsopgaven lige ind i entreprenørens målsætninger.

– Vi er særligt glade for at kunne bidrage til at skabe nogle unikke rammer på Bellahøj Skole, der understøtter idræt og bevægelse og dermed elevernes indlæringsevne. Det stemmer godt overens med vores ambitioner om gennem renovering at bidrage til et mere bæredygtigt samfund, siger Dennis Nielsen, direktør for Energirenovering i NCC Danmark.

Arbejderne på Bellahøj Skole omfatter blandt andet en gennemgribende renovering af 7400 kvm i de eksisterende bygninger. Her skal der være ressourcecenter, ombyggede faglokaler og fællesområder, nye musiklokaler samt Fremtidens Fritidstilbud. Dertil udføres vindues- og tagudskiftning samt facaderenovering og renovering og udskiftning af de tekniske installationer.

Ikke billigst

Desuden indeholder hovedentreprisen nybyggeri på cirka 2.500 kvm, der dækker over basislokaler, auditorium og stor idrætssal, fællesrum, grupperum, lærerfaciliteter og omklædningsrum. Der bliver anlagt et udeareal med blandt andet løbe- og boldbane. Dermed får Bellahøj Skole en udskolingsbygning, der understøtter skolens idrætsprofil.

– Vi er utroligt glade for, at NCC har vundet dette tilbud. De var ikke billigst, men de har grundigt gennemtænkt byggeprocessen fra et brugersynspunkt, og det har vi lagt stor vægt på. Det er en langvarig og kompliceret sag med mange børn og voksne involverede, så vi har brug for en entreprenør, der har tænkt sig om, siger Nina Skjøt-Pedersen, projektleder i Byggeri København i Københavns Kommune.

Sikkerhed vigtig

Renoveringen af Bellahøj Skole skal ske, mens skolens dagligdag fortsætter. Derfor vil NCC trække på erfaring med at sikre en tryg og sikker renovering for elever, forældre, lærere og driftspersonale på skolen.

– Rammerne for undervisningen skal være så gode som muligt i renoveringsperioden. Derfor har vi arbejdet fokuseret på at optimere eksempelvis byggelogistikken og til- og frakørsel af materialer i forhold til sikkerhed. Vi ved, det er vigtigt for forældre, at deres børn kan færdes sikkert på og omkring skolen, siger Dennis Nielsen.

I det hele taget gør NCC en ekstra indsats for at skabe så meget værdi som muligt, mens man arbejder på at forbedre rammerne for skolens elever og ansatte. På linje med den nye folkeskolereform får eleverne mulighed for at se, hvordan man som entreprenør bruger geometri og matematik, når der måles op, ligesom mængde- og prisberegninger kan vise eleverne en praktisk brug af den viden, de har tilegnet sig i klasselokalet. Eleverne kan også lære om energiforbrug i byggerier, og hvordan man kan spare på det.

Renoveringsarbejdet begynder januar 2018 og forventes afsluttet i december 2020.

Relateret indhold