NCC afslutter stor Vejle-renovering

415 boliger i Løget By er i løbet af de seneste to år blevet renoveret. Entreprenøren har gennem hele forløbet haft et byggepladsteam med lokale beboere involveret i den omfattende renovering, som har haft både en fysisk og social del.
415 boliger i Løget By er i løbet af de seneste to år blevet renoveret. Foto: NCC.
415 boliger i Løget By er i løbet af de seneste to år blevet renoveret. Foto: NCC.

Da Boligselskabet ABB Vejle for to år siden besluttede en renovering af 415 almene boliger i Løget By i Vejle, var det for at give hele bebyggelsen et løft. Boligerne har blandt andet fået nyrenoverede facader samt nye køkkener og badeværelser. Desuden er der etableret skure, og udearealerne er ligeledes blevet renoveret.

Opgaven er løst af NCC Construction, og som en del af det 202 millioner kroner store projekt blev det fra begyndelsen aftalt, at man ville skabe et ‘Byggepladsteam’ med seks beboere fra lokalområdet, som skulle være med i processen og assistere de øvrige håndværkere på byggepladsen.

Alt i alt har det skabt en bedre trivsel og stor tryghed på pladsen – og det har smittet af på hele resultatet.

Afdelingschef Torben Justsen NCC Construction

– Det har fungeret rigtig godt. Vores byggepladsteam har blandt andet varetaget renhold af byggeplads, sikret sortering af affald, op- og aflukning af byggepladsområder, modtagelse af materialeleverancer samt små reparationer i boligerne. Den slags ligger traditionelt hos de enkelte underentreprenører, men i dette tilfælde har vi dannet Byggepladsteamet direkte under NCC – og givet disse opgaver til teamet, fortæller afdelingschef Torben Justsen, NCC.

Hverken ulykker eller hærværk

De ansatte i byggepladsteamet havde før projektet ingen regulær kontakt til arbejdsmarkedet, så på den måde har projektet også fungeret som et beskæftigelsesprojekt.

– Men gevinsten har været meget større end det. Der har generelt været styr på rengøring, oprydning og bortkørsel af affald, vi er kommet gennem hele projektet uden ulykker, og tilmed er vi sluppet for hærværk. Alt i alt har det skabt en bedre trivsel og stor tryghed på pladsen – og det har smittet af på hele resultatet. Så vi er bestemt meget tilfredse, siger Torben Justsen.

Klar til aflevering

De i alt 415 boliger har været fordelt på 299 lejligheder i etageblokke, 35 to-planslejligheder i rækkehuse samt 81 fritliggende atriumhuse. NCC er i disse dage i gang med det absolut sidste arbejde på den sidste blok med fire opgange i projektet.

– Den er færdig umiddelbart efter nytår, og i uge 7 har vi en samlet endelig aflevering til ABB Vejle. Det har været den hidtil største opgave for NCCs renoveringsafdeling i Jylland, og vi kan kun være tilfredse med resultatet, fastslår Torben Justsen, der samtidig roser hele NCC’s team på byggepladsen for deres indsat.

Afdelingschef Torben Justsen (t.h.) og produktionschef Torben Bredkær-Sørensen fra NCC.
Afdelingschef Torben Justsen (t.h.) og produktionschef Torben Bredkær-Sørensen fra NCC.
Den store renovering har stået på gennem de seneste to år. Foto: NCC.
Den store renovering har stået på gennem de seneste to år. Foto: NCC.

Relateret indhold