Boligområdet Friheden i Hvidovre undergår lige nu en omfattende helhedsrenovering. Adserballe & Knudsen har den ene storentreprise af to på projektet, der strækker sig over fire år, og omfatter hele 123 opgange med 1.170 boliger i alt.
Fugebånd optimerer arbejdsgang
Renovering af facader alene omfatter et areal på mere end 50.000 kvadratmeter og her har byggeleder Lewis Draaby fra Adserballe & Knudsen travlt med at få alle ender til at mødes og sørge for, at alle processer går som de skal.
Han fortæller, at når de for eksempel anvender fugebånd frem for traditionelt fugearbejde optimeres tidsplanen betydeligt:
– Når vi er oppe at tale så store mængder som her på projektet, så har det rette valg af produkter afgørende betydning for såvel kvaliteten af det færdige resultat som for fremdriften i byggeprocessen. Ved at bruge fugebånd optimerer vi en arbejdsgang, fordi det kan udføres af samme mand, som for eksempel monterer trækassetter på facaden, siger Lewis Draaby og henviser dermed til, at han undgår at have flere fag inde over arbejdsgangene end højst nødvendigt.
Fugebåndende fra Dana Lim er for-komprimerede tætningsbånd, der efter montering ekspanderer til fem gange sin bredde. Det giver en effektiv tætning og en permanent diffusionsåben, elastisk fuge.
– Vi bruger fugebåndene omkring døre og vinduer, mellem bygningselementer og ved interimsafdækning af trækassetter for at forhindre træk – ja, vi bruger dem mange steder, så der er tale om store mængder, siger Lewis Draaby, som anslår, at man har brugt mindst 3.500 ruller fugebånd på projektet indtil videre.
Montagelim i stedet for skruer
Også montagelimen Turbo Tack fra Dana Lim er brugt i store mængder på projektet. Produktet er en neutral fugthærdende montagelim, som danner en stærk og elastisk limfuge, der kan optage eventuelle bevægelser imellem bygningsdele.
– Vi sparer rigtig mange arbejdsgange på at anvende montagelimen i stedet for skruer de steder, hvor det giver mening. Og det er altså rigtigt mange steder, siger Lewis Draaby, der kan fortælle, at de bruger tusindvis af Turbo Tack patroner. I hvert fald har han gennem projektet bestilt omkring to paller til levering i Hvidovre.
Her kan de 3.500 beboere snart se frem til en tiltrængt renovering af både de enkelte boliger og af nærmiljøet, når renoveringen afsluttes i 2019. Boligerne i Friheden er opført i 1960’erne og de får med renoveringen et mere tidssvarende look og et bedre indeklima. Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning til nye entredøre, nye tage, vinduer og døre, efterisolering og beklædning af facader, gavle og indgangspartier.