“Jeg vil gerne bede om 1750 nye dannebrogsvinduer, tak”

Outrup Vinduer & Døre på Mors har modtaget en rekord-ordre fra den københavnske andelsboligforening Njal.
Der skal snart skiftes vinduer ud i denne ejendom på Islands Brygge. Morsø-virksomheden Outrup Døre & Vinduers største opgave til dato. Pressefoto.
Der skal snart skiftes vinduer ud i denne ejendom på Islands Brygge. Morsø-virksomheden Outrup Døre & Vinduers største opgave til dato. Pressefoto.

Godt arbejde bliver belønnet.

Den læresætning kan vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre skrive sig bag øretg. Virksomheden fra Mors har netop modtaget den største enkelte ordre i firmaets historie, hvor man skal levere 1750 vinduer til Andelsboligforeningen Njal på Islands Brygge i København. Og det er primært kommet i stand efter et veludført job i 2015, hvor man leverede 1.500 vinduer til Njals naboejendom.

Ifølge AB Njal er valget faldet på Outrup på grund af, at morsingboerne i 2015 formåede at være tro mod bygningens oprindelige udtryk med dannebrogsvinduer, som er typisk for den tid, mange af kvarterets bygninger er opført i.

Begejstret over projektet

Hos Outrup Vinduer og Døre glæder man sig til at skulle i gang med opgaven for AB Njal, som man venter at kunne afslutte til maj i år.

– Vi er meget glade for at blive valgt til opgaven. AB Njals ejendom er opført i 1912 og er derudover omgivet af mange ligeså gamle eller ældre bygninger. Vores primære opgave bliver derfor at levere en løsning, der kombinerer moderne funktionaliteter med et udtryk, der er tro mod bygningens oprindelige, fortæller salgschef i Outrup Vinduer & Døres Jan Kampman.

Særlig løsning kræves

I 2015 udviklede man en specialløsning, som passede til bygherrens ønsker. Det betød blandt andet, at man måtte producere en speciel aluminiumsprofil, som ikke normalt er standard i Outrups dannebrogsvinduer. I dag er der også sikkerhedskrav, som ikke var på mode i 1912, fortæller Jan Kampman.

– Vi har også implementeret en børnelås på vinduerne, som ikke er en del af vores faste sortiment. Alt i alt har vi nu udviklet en specialløsning, der ligner de originale vinduer, men også imødekommer bygherres ønsker om funktionalitet, lyder det.

Outrup Vinduer & Døre er leverandør til Njal, mens det er Gaihede Ingeniører & Arkitekter som sammen med hovedentreprenøren Hovedstadens Bygningsentreprise står for renoveringen. Ejendommen består af omkring 280 lejligheder fordelt på 27 opgange.

Relateret indhold