Investerer millioner i gammel rutebilstation

Sammenhængen mellem det tidligere banegårdscenter og nærmiljøet i Herning skal genskabes. Ejendomsudviklingsselskabet ARC Group investerer 11 mio. kr. i transformationen.
Visualisering af gammelt banegårdscenter. Nu er der sat røde skilte med et hvidt P op flere steder på facaden, hvor der også står Pincho Nation med hvide bogstaver
Restaurantkæden Pincho Nation lejer sig ind i ca. 500 af de nye kvadratmeter, der bliver etableret i den tidligere ventesal i Hernings tidligere banegårdscenter.

Der kommer til at ske en vild forvandling med det centralt beliggende Hernings Banegårdscenter på Smedegade 24. Bygningens knap 2.000 kvm blev opført i 1991 og har levet en omskiftelig tilværelse som rutebilstation, bowlinghal, rulleskøjtebane og ungdomsboliger på de tre etager.

Nu forvandler bygge- og ejendomsudviklingsselskabet ARC Group den tidligere rutebilstation til et attraktivt bymiljø med en tilbygning, der tilføjer 840 kvm til bygningens stueplan. ARC Group er efter tre måneders kompliceret forarbejde klar til at påbegynde den egentlige opførelse af den nye stueetage i Herning.

Læs også

Udpeger tre klimaerhvervsskoler: Skal gå forrest i den grønne omstilling

Tilbygningen forventes at stå færdig i slutningen af 1. kvartal 2025. Herefter lejer restaurantkæden Pincho Nation sig ind på en længerevarende kontrakt. Restauranten bliver på ca. 500 kvm med plads til cirka 180 gæster.

Genskaber en forbindelse til nærmiljøet

På grund af bygningens oprindelige funktion med f.eks. venteområde er hovedparten af ejendommens grundplan flisebelagt. Bygherren ARC Group, der selv er arkitekt og totalentreprenør på projektet, forvandler nu dette område til 840 regulære kvadratmeter. Det samlede budget lyder på 11 mio. kr.

Foto af rødt interiør i restauranten i Odense - rødt plys omkring en bordgruppe, røde lamper, røde vægge mv. Der er lys fra mange små lamper  og det ser hyggeligt ud
Pincho Nation serverer mad og kulørte cocktails fra hele verden og tilbyder en sjov og ekstravagant restaurantoplevelse. Restauranten i det tidligere banegårdscenter i Herning bliver kædens syvende.

– Vi giver ejendommen dens funktionalitet tilbage og genskaber en forbindelse til nærmiljøet, som vi samtidig selv er med til at definere. Herning Kommune har en byforskønnelsesplan for området undervejs, og det er den transformation, som vi tager forskud på ved at lave denne store investering, siger Kaare Dahlmann, arkitekt og partner i ARC Group.

Læs også

Ikonisk byhus får nyt liv efter omfattende renovering

Han tilføjer:

– Ejendommens placering er unik, og alle rejsende med bus eller tog kommer her forbi, når de skal videre rundt i centrum af byen. Det giver ejendommen et stort potentiale, men forpligter også i forhold til at udvikle et indbydende byrum.

Lejemålet eksisterede ikke

Pincho Nation har pt. seks restauranter i Danmark; to i København, og en i henholdsvis Randers, Aarhus, Aalborg og Odense. Restauranten i Herning bliver dermed den syvende.

Henrik Fischer
Det kan være svært at finde egnede lejemål på 400-700 kvm i de større danske byer. Head of Expansion i Pincho Nation, Henrik Fischer, er derfor yderst tilfreds med, at lejemålet i Herning er opstået ud af nærmest ingenting.

Restaurantkædens typiske restauranter i Danmark har en central placering i en større by og er på 400-700 kvm.  Men den type lejemål kan være vanskelige at lokalisere, fortæller Head of Expansion i Pincho Nation, Henrik Fischer.

– Processen og samarbejdet med ARC Group har været nøglen til, at vi kan etablere en restaurant i Herning. Vi har bogstaveligt talt fået et lejemål, der ikke eksisterede på forhånd, og som vi derfor ikke selv kunne opsøge. Dette projekt er et godt eksempel på, at man ofte er meget afhængig af visionære ejendomsinvestorer, når man skal ekspandere i et marked som det danske, hvor konkurrencen om de bedste lejemål er benhård.

Læs også

Urban Tree skal trække mere liv til central plads i Kolding

Yderligere lejere er endnu ikke meldt ud.

Relateret indhold