Ingeniører bag Gellerups nye vartegn: Vi er blevet klogere

Moe og Rambøll diskuterer fortsat sikring af betonen omkring hul, der skal slås i boligblok. Nedbrydning begynder tidligst i december.
Sådan kommer projektet til at tage sig ud, når det er færdigt. Visualisering: Vandkunsten.
Sådan kommer projektet til at tage sig ud, når det er færdigt. Visualisering: Vandkunsten.

Om projektet

  • Bygherre: Brabrand Boligforening
  • Totalentreprenør: JCN Bolig
  • Arkitekter: Transform og Vandkunsten
  • Ingeniør: MOE Rådgivende Ingeniører
  • Proces og beboerhåndtering: Plan og Proces
  • Antal boliger der renoveres: 101
  • Antal boliger i ny portåbning: 9
  • Samlet totalentreprisesum: 94,5 millioner kr.

Der skal slås et hul igennem Gellerupparkens Blok B4, så det bliver en port og et arkitektonisk vartegn, som borgerne kan passere igennem. Rundt om hullet skal der stadig være lejligheder.

Efter projektstart i juni 2017 er ingeniørerne på opgaven endnu ikke nået til enighed om, hvordan de eksisterende betonelementer omkring hullet skal sikres, når nedbrydningen af det, der skal væk, går i gang.

– Vi er blevet klogere undervejs, og har nok alle sammen undervurderet, hvad det betyder (at lave hullet, red.). Det gælder både bygherrer, ingeniører og entreprenører. Vi kunne ikke gennemskue alle detaljerne i starten, siger afdelingsleder hos rådgivende ingeniørfirma Moe, Jeppe Carstensen Nissen, der betegner situationen som at asfaltere, mens man kører.

Nyt og gammelt beton

JCN Bolig er totalentreprenør på opgaven med Brabrand Boligforening som bygherre. Moe samarbejder med Rambøll om selve nedrivningen. Og det er de to parter, der forsøger at nå til enighed for en køreplan for nedrivningen og opbygningen af det nye hul. Den primære udfordring handler om, hvordan de gamle betonelementer fra 1960’erne kan kombineres med de nye, der kommer til som en del af selve hullet. Især opgangene i konstruktionen kræver særlig opmærksomhed.

– Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er nogen konflikt mellem os og Rambøll. Det er teori, vi diskuterer, og der foregår blot noget ping-pong mellem os i forhold til beregninger, dokumentation og tjek af materiale. De ting skal vi have på plads, og det får vi, forklarer Jeppe Carstensen Nissen, der ikke ønsker at give et bud på, hvorvidt en eventuelt ændret strategi vil få betydning for projektets omkostninger.

Forsikring om tidsplan

Samtlige parter er i dialog omkring projektet, og hele blokken forventes færdig til sommer med renoverede boliger og det nye, gyldne vartegn. Ved projektets lancering var ambitionen ellers, at byggeriet kunne være færdigt forår eller sommer. Med den nye melding er forårsmuligheden således taget af bordet.

– Vi mødes flere gange om ugen. Og jeg har fået forsikring fra totalentreprenøren JCN Bolig om, at tidsplanen holder, så vi kan blive færdig til sommer. Mit bud er, at nedrivningen til hullet i blokken kan begynde i slutningen af 2017 eller begyndelsen af 2018, siger projektleder i Brabrand Boligforening, Svend Erik Johansen.

Renoveringen og omdannelsen af blok B4 er, som en del af Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj, en vigtig brik i planens omfattende infrastrukturprojekt. Vejgennemføringen gennem blok B4 betegnes i udbudsmaterialet fra Brabrand Boligforening således som et af nøgleelementerne i områdets transformation.

JCN Bolig vandt i foråret 2017 opgaven i samarbejde med arkitekterne Transform og Vandkunsten, ingeniørfirmaet Moe samt Plan og Proces.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Rambøll.

Vi kunne ikke gennemskue alle detaljerne i starten.

Relateret indhold