Hotelrenovering med udfordringer

Tegningerne af Hotel Neptun var så gamle, at de overhovedet ikke kunne bruges. Niras udarbejdede i stedet nye tegninger i takt med, at man brød væggene ned.
For at få et mere moderne flow i huset og mere regulære flugtvejsforhold nedlagde man de små trapper og den lille elevator. Foto: Niras.
For at få et mere moderne flow i huset og mere regulære flugtvejsforhold nedlagde man de små trapper og den lille elevator. Foto: Niras.

Om Neptun

  • Bygherre: Familien Hildebrandt
  • Arkitekt: Peter Hammer
  • Interiør Design: Space Copenhagen
  • Samarbejdspartner: Claus Staffe Ingeniør ApS

Renoveringsfolkene fra Niras kom på lidt af en opgave, da et ældre hotel i København skulle restaureres. Tegningerne over Hotel Neptun fra en gang i 1800-tallet lignede overhovedet ikke den aktuelle virkelighed i hotellet.

Hotel Neptun ligger centralt i København på Sankt Annæ Plads bag ved Nyhavn og har en lang og spændende historie. Hotellet kan spores tilbage til 1851, hvor en fru Svendsen drev et ulovligt overnatningssted for smuglere og andre lovløse. For at blive lukket ind skulle man opgive kodeordet: ‘Neptun’.

Derfor blev Niras nødt til at gribe sagen anderledes an, nemlig at komme med et kvalificeret gæt og projekterer – altså udarbejde nye tegninger og beregninger – mens man bygger.

– Derved får bygherren mere for pengene. Vi detailprojekterer først, når konstruktionerne er blotlagte. Herefter kan man muligvis arbejde videre med den oprindelige idé, ellers må vi udarbejde et nyt forslag. Det er vigtigt altid at have en ny plan klar, såfremt den tidligere plan slår fejl, siger Niras’ projektleder Danjal Olsen.

Ny brandstrategi

Som en af de første opgaver udarbejdede NIRAS en brandstrategi-rapport.

– Den oprindelige bygning havde en hel del mindre trapper, et snørklet gangforløb og en lille elevator i baghuset. For at få et mere moderne flow i huset og mere regulære flugtvejsforhold, udarbejdede vi en helt ny brandstrategi for hotellet, siger brandteknisk rådgiver Nina Hansen fra Niras.

Det gav en del ekstra værelser, og man kunne nedlægge de små trapper og den lille elevator.

Projektleder og ingeniør Danjal Olsen er vant til at renovere gamle bygninger. Den ældste bygning, han har været med til at renovere, er fra 1100-1200 tallet og ligger på Færøerne, og selvom gamle bygninger i Sverige, Norge og Finland har budt på mange udfordringer, var Hotel Neptun særdeles interessant.

For eksempel undrede projektlederen sig over to store søjler i receptionen, som han ikke turde røre i starten af frygt for, at de skulle være bærende. Da håndværkerne gravede ud til kloak, blev han ikke meget klogere. Først da der blev banket hul i to fuldt funktionsdygtige badeværelser på 1. sal, kunne han se, at det var delvise pyntesøjler og uden nogen reel funktion.

Krøllede ingeniørhjerner

Forvandlingen at hotellet er sket med stor respekt for den oprindelige sjæl.

Ligeledes har man heller ikke nødvendigvis brugt standard-stålprofiler. Hvor bygherre ønskede at fastholde den oprindelige rumhøjde, har man derfor dimensioneret en hel del specialbjælker, såkaldte kompositbjælker.

– Vi har som mest muligt holdt på at køre den gamle stil igennem. Intet er skabt efter en skabelon. Det har krævet krøllede ingeniørhjerner, siger Danjal Olsen.

Arkitekt Peter Hammer er tilfreds med renoveringen og synes, at det er lykkedes at bevare hotellets gamle mystik.

– Det har bestemt været en udfordring og indimellem en lidt rodet opgave. En tredjedel af bygningen har aldrig rigtig været renoveret og hang ikke sammen med resten af hotellet. Desuden skulle en anden tredjedel af hotellet fungere normalt under renoveringen, siger Peter Hammer.

Især de lovmæssige handicap- og brandhensyn gav hovedbrud. Bl.a. måtte arkitekten flyttet rundt på en hovedtrappe.

Bygherre med blik for detaljen

Ejeren Claus Hildebrandt var også et vigtigt led i den succesfulde renovering, hvor et startmøde med alle rådgivere gav mulighed for at afstemme forventninger i projektgruppen i forhold til de enkeltes indsats til projektet.

– Det skabte straks ejerskab og en fælles forpligtelse for alle i det videre forløb, siger Danjal Olsen.

Claus Hildebrandt agerede sammen med sin repræsentant ingeniør Claus Staffe som proces- og projektledere gennem hele byggesagens komplekse forløb.

Opgaverne spændte vidt fra f.eks. idégenerering, behovsafdækning, interessentinvolvering, koordinering af håndværkere og gæster, økonomi, tidsplaner og samarbejde med myndigheder.

– En sjælden set professionel tilgang af bygherre med et skarpt blik for detaljen gennem hele projektet, der matchede de komplekse udfordringer, siger Danjal Olsen.

Foto: Niras.
Foto: Niras.
Foto: Niras.
Foto: Niras.

Relateret indhold