Forskere: Renovering er langt mere bæredygtigt end at bygge nyt

Livscyklusanalyser viser, at det er langt langt mere klimavenligt at sætte det gamle hus i stand fremfor at rive ned og bygge nyt - LCA'er bør derfor indskrives bygningsreglementet, konkluderer et nyt forskningsprojekt.
Lærlingenes Hus på Bornholm, et ældre hus som blev renoveret af lærlinge fra byggefagene, viser at bevaring og renovering er bedst ud fra et klimahensyn. Foto: Pressefoto.
Lærlingenes Hus på Bornholm, et ældre hus som blev renoveret af lærlinge fra byggefagene, viser at bevaring og renovering er bedst ud fra et klimahensyn. Foto: Pressefoto.

Ofte sagt ud fra anekdotisk visdom og sund fornuft, men forskere melder nu, at den er god nok: Det mest bæredygtige byggeri er det, der ikke bygges.

Eller lettere omskrevet: Ud fra et klimahensyn, kan det bedre betale sig at restaurere et hus end at rive det ned og bygge et nyt på grunden.

Det viser et fælles forskningsprojekt som Kongelige Akademi og DTU står bag. Og det bør ændre vores syn på den stadigt mere populære riv-ned-og-byg-nyt praksis som breder sig i de danske villakvarterer.

– Vores forskning viser, at det er nødvendigt med et paradigmeskift omkring hele vores tids trend med at rive gamle bygninger ned og bygge nye, ofte ud fra et ønske om at mindske klimabelastningen, lyder meldingen fra Thomas Kampmann fra Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Kultur.

Brug de samme materialer

Konkret blev der i undersøgelsen udført en komplet livscyklusanalyse (LCA) på “Lærlingenes Hus” et gammelt bindingsværkshus på Bornholm, der blev opført i 1887. Undersøgelserne så også på de forskellige efterisoleringsgrader og istandsættelsesmetoder, som er i spil til en renovering, og sammenholdt dem med klimaaftrykket fra helt nye bygninger.

Forskningsprojektet konkluderer, at den mest klimavenlige måde at håndtere ældre byggeri på er at restaurere og at benytte de samme materialer, der oprindeligt blev brugt ved opførelsen af bygningen, til restaureringen.

– Derfor er det nødvendigt at Bygningsreglementet ændres fra ensidigt fokus på varmetab til at tage større hensyn til LCA og levetider i den samlede bygningsmasse, siger Thomas Kampmann.

Det er første gang, at forskere laver sammenlignende LCA-undersøgelser mellem et restaureret, et renoveret og helt nyt hus. Derfor rummer forskningsprojektet ny og afgørende viden i forhold til at vurdere klimaaftryk af vores bygningsmasse nu og fremover, mener forskerne bag.

Grønlandsk undersøgelse giver samme konklusion

Men et andet lignende DTU-projekt fra Grønland understøtter restaureringstilgangen. Den viste, at renovering af eksisterende betonbyggeri i Grønland er den mest bæredygtige løsning. I undersøgelsen er udført en livscyklusvurdering af fire typer byggeri i Grønland.

Forskerne sammenlignede renovering af tre forskellige typer nybyggeri: en konstruktion i beton og uorganiske byggematerialer, en blandingskonstruktion med beton og træ, og en ren trækonstruktion i CLT. Og konklusionen var, at renovering med genbrug af den bærende konstruktion er mere bæredygtigt end nybyggeri – uanset konstruktion.

Samtidig var det grønlandske studie et væsentligt bidrag til diskussionen om, den mest klimavenlige byggepraksis i Grønland. For undersøgelsens resultater går imod den hidtidige praksis, hvor nedslidte bygninger generelt bliver revet ned og erstattet med nyt byggeri.

Forskerne konkluderede i samme ombæring, at resultaterne fra analysen har almen gyldighed, og er ikke begrænset til byggeri i Grønland. Og altså også relevans i en dansk sammenhæng.

– Det er generelt en vigtig parameter i bæredygtighed at renovere fremfor at bygge nyt, uanset om det er i Grønland, i Danmark eller mange andre steder i verden, siger lektor Tove Lading fra DTU Byg, en af forskerne bag undersøgelsen af det.

Resultatet af undersøgelsen fra Lærlingenes Hus kan ses her

Livscyklusanalyserne af fire grønlandske bygningstyper findes her.

Relateret indhold