E&P vinder milliard-renovering i Albertslund

Enemærke & Petersen skal i de kommende fire år give Galgebakken vest for København en ordentlig overhaling.
Galgebakken, Albertslund. Foto: Bo-Vest.
Galgebakken, Albertslund. Foto: Bo-Vest.

Enemærke & Petersen, der er en del af MT Højgaard-koncernen, sættes nu i arbejde af Bo-Vest – en almen boligorganisation, der er hjemmehørende på Københavns vestegn.

Her er man nemlig blevet valgt til at udføre hovedentreprisen på renoveringen af boligbebyggelsen Galgebakken, der har en samlet værdi på 1,1 milliard kroner og ventes at tage knap fire år. Det er Enemærke & Petersens hidtil største renoveringsopgave.

Opgaven bekræfter efterspørgslen på modernisering og energisikring af almene boliger.

Henrik Mielke, Enemærke & Petersen

Bebyggelsen er opført i årene 1972-1974 og rummer cirka 700 lejemål fordelt på supplementsrum, rækkehuse og gårdhuse. Den omfattende renovering udføres ifølge en helhedsplan, som er udarbejdet med støtte fra Landsbyggefonden.

– Vi glæder os til at være med at sikre sunde og fremtidssikrede boliger og fællesarealer, så Galgebakken fortsat kan være et velfungerende og attraktivt boligområde. Opgaven bekræfter den solide efterspørgsel på modernisering og energisikring af almene boliger – et område, hvor vi og vores søstervirksomhed MT Højgaard Danmark har stærke kompetencer, siger administrerende direktør Henrik Mielke fra Enemærke & Petersen.

Ordren ændrer ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2021, hvor koncernen fortsat venter en omsætning på 6,8 milliarder kroner og et driftsresultat på 160 millioner før særlige poster og særlige afskrivninger.

Renoveringen indledes i november 2021 og udføres etapevis med formodet afslutning i 2025.

Relateret indhold