Om projektet
- – Almen boligafdeling under Humlebæk Boligselskab.
- – 178 boliger.
- – Opført i årene 1973-1975.
- – Fik i 2007 udarbejdet en såkaldt fremtidssikringsanalyse, efterfulgt af en helhedsplan for de bygningsfysiske forhold i 2008. Samtidig blev en boligsocial helhedsplan udviklet.
- – Færdigrenoveret i 2015.
- – Renoveret som lavenergibyggeri med fokus på nedbringelse af energiforbrug og miljøbelastning.
Boligafdelingen Enebærhaven, som hører under Humlebæk Boligselskab, netop har fået Fredensborg Kommunes Renoveringspris 2018. Det er en pris, Fredensborg Kommune har mulighed for at uddele hvert tredje år, og i år faldt valget på Enebærhaven, som stod gennemrenoveret i 2015.
Det er KHS Arkitekter, der står bag projektet, som Domea.dk har været bygherrerådgiver på.
– Vi er meget stolte over prisen, og det viser, at det var det hele værd, siger Enebærhavens afdelingsformand Nis Johan Holm, der har været med på hele rejsen under boligafdelingens transformation. Han har boet i Enebærhaven siden 1982.
Fællesskabet er styrket
Bebyggelsen er opført i årene 1973-75, og den var i 2008 en af de første sager i Landsbyggefonden, hvor der blev søgt midler til en indsats på både det boligsociale og bygningsmæssige område. På det tidspunkt fremstod Enebærhaven nedslidt og med udbredte skader på betonelementer, gulve og badeværelser, og boligafdelingen havde svært ved at tiltrække ressourcestærke borgere. Der var generel utryghed i området.
Den gennemgribende indsats har resulteret i en markant ændring af boligkvarteret. Mindre og utidssvarende boliger er blevet lagt sammen til store lyse familieboliger, der er kommet nye facader, nye vinduer, mørke indgangspartier er blevet ombygget med store lyse glaspartier, udearealerne har fået en overhaling og ny belysning, og bebyggelsen er blevet energioptimeret.
Og så er det blevet et trygt område. Et område, man gerne vil bo i. Der er nu lang venteliste på at få en bolig.
Renoveringen har givet beboerne et fælleshus med beboercafé, køkken og en stor sal, som har åbnet mere op for muligheden for netop at være sammen. Før deltes beboerne om et mindre beboerlokale.