En døende håndværker er som et brændende bibliotek

At det forholder sig sådan i den virkelige verden, er næppe nyt for de indviede, men er interessant at dvæle ved, når der i mange sammenhænge tales om dårlig kommunikation mellem håndværkerne og deres kunder. Undersøgelsen indikerer i den sammenhæng to forhold: at bygherrerne vil gerne gøre det bedste for deres hus, hvis de ved det er bevaringsværdigt eller ligefrem fredet, og at en del håndværkere er seriøst interesseret i området og vil gerne løse den slags opgaver. Det gælder uanset deres forudsætninger og forhåndsviden.

Undersøgelsen bekræfter en tendens, som flere af os der arbejder med området, har oplevet gennem årene; nemlig at det traditionelle håndværk ændrer karakter i takt med nye materialer, nye byggesystemer og det hastige tempo, der skal bygges efter. Men uanset om vi taler om bygningsbevaring, renovering eller restaurering er tiden vigtigt, og den skal håndteres og kombineres med de enkelte materialers karakter og den måde, de skal behandles på. Det var tidligere almindelig viden blandt håndværkerne og derfor kunne de tilrettelægge arbejdet derefter. Derfor er det også glædeligt, at vi oplever en stigende interesse hos en del af de yngre håndværkere for at arbejde med deres håndværk og betydningen af at forstå det, dets teknikker og materialehåndtering.

Når det er sagt, må håndværkerne også selv tage et ansvar for at håndværksfagligheden bliver synlig og brugt. Det gælder fx malere, der bruger tid på at køre til leverandøren for at få blandet farve, mens de sikkert hurtigere og mere præcist kunne ramme den rigtige farve ved at blande på stedet. De faglige dimensioner og ambitioner er vigtige, hvis håndværkeren vil tage håndværket tilbage.

Viden virker og forpligter

Det må opleves som aldeles positivt at husejer og håndværker kan have en frugtbar dialog om kvaliteterne i et konkret hus, og at den viden håndværkeren har, medvirker til hvilke løsninger der skal findes. På Center for Bygningsrestaurering (CBR) anbefalede vi kursisterne at gå en tur rundt om og gennem huset med bygherren/ejeren for at få en snak om husets historie, materialer, behandlinger, muligheder tegn på originalitet og/eller ombygninger ændringer. Jo mere man ved, jo bedre kan man rådgive, og her er det også vigtigt at vide, at der er noget man ikke ved og så henvise til andre fagfolk.

På CBR oplevede vi, at kursisterne under forløbet blev mere og mere opsøgende på både erfaringer fra både deres egne fagfæller og fra andre fag – sammen med stigende interesse for teori og faglig litteratur om deres fag. Vi opbyggede bl.a. et bibliotek som en forudsætning for tilegnelse af viden og styrkelse af de faglige kompetencer og den faglig identitet. Realdanias undersøgelse viser, at de der har viden, gerne vil bruge den, men også er ydmyge overfor opgaverne og bygningskulturen: en viden der forpligter, og som kan føre til løsninger som anbefalet i Slots- og Kulturstyrelsens anvisninger.

Respekt for fagenes DNA

Stillet over for spørgsmålet: “Har du gode råd til, hvordan man løser udfordringer ift. at fastholde fagligheden?” er håndværkernes eget bud: “Gør det legitimt at være dygtig og engageret i sit håndværk – som kokkene har gjort det.”

Gennem årene har der været flere kampagner i gang for at sætte fokus på det gode håndværk og på at tale håndværket op. De faglige og teoretiske krav til håndværksuddannelser er steget meget gennem årene, men det har ikke været med vægten på de mere traditionelle håndværksmæssige discipliner, som stadig definerer en stor del af håndværksfagenes DNA, men mere med fokus på nye materialer og teknologier. I den sammenhæng er kokkefaget mere traditionelt, men selvom de også sætter fokus på nye råvarer, sker det typisk en nænsom bearbejdning. Erhvervsuddannelserne har til en vis grad heller ikke villet vedkende sig deres faglige udgangspunkt, enten som håndværkerskoler eller tekniske skoler.

Tilbage er der nu kun én teknisk skole og én håndværkerskole i landet, der gennem deres navn vedkender sig dette. En stor del af skolerne har valgt at skifte navn til begreber, der ikke umiddelbart leder tanken hen på håndværk eller tekniske kompetencer¸ eks. Learnmark, Next, Hansenberg. Man skal vedkende sig sine kompetencer for at skabe respekt. Sidste år var Den Jydske Håndværkerskole den med størst tilgang.

Det skal ligge i hånden og ånden

Når det kommer til kompetencer i snæver forstand, peger Realdania-undersøgelsen på flere udfordringer ved arbejdet med ældre bygninger. En del af de adspurgte peger på ønsket om: “at man i højere grad prioriterer arbejdet med bygningsbevaring og istandsættelsesprincipper på fagskolerne – evt. som en særlig linje.”

Konkret anbefales det, at få gang i en restaureringsuddannelse igen. Siden Syddansk Erhvervsskole nedlagde Center for Bygningsrestaurering, der gennem otte år udviklede og gennemførte en restaureringsuddannelse for bygningshåndværkere, har det været så som så med den fokuserede kompetenceudvikling. Uddannelsen opnåede respekt for sine faciliteter, undervisningsmetoder og fleksibilitet i studier af håndværk, materialer og erfaringsopbygning og ikke mindst tværfaglighed. Desværre valgte en ny ledelse på skolen at stoppe uddannelsen på trods af, at der var flere arkitekter og mestre, der anbefalede håndværkere at gennemføre kursusmodulerne og få Diplom som Restaureringshåndværker.

Undersøgelsen peger ellers på, at der ikke er tilstrækkelig fokus på bygningsbevaring på fagskolerne og at det kræver mere undervisning i traditionelle materialer og teknikker. Mange af underviserne vil faktisk gerne dette også for at understøtte den faglige identitet. Lovgivningen om erhvervsuddannelserne gør det muligt, og det er således op til de faglige udvalg at indlægge det i undervisningen.

Efteruddannelsessystemet er også en mulighed ift. at rette fokus på bygningsbevaring som et særligt kulturområde, der bør tilgodeses. Erfaringerne fra CBR var, at det ikke blot handlede om undervisning, men i høj grad tid til erfaringsopsamling, praktiske afprøvninger og værdien af samarbejde på tværs af flere håndværksfag. Det kan opnås ved at tilbyde kurser/uddannelse i åbne værksteder, hvor kompetencer er til rådighed og kan udbygges og gennem rådgivning til andre håndværkere.

Things of quality have fear of time

Bevaringsværdige bygninger har kvaliteter der oftest både omhandler bygningernes udtryk, arkitektur, detailjer, materialer og håndværksmæssige kvaliteter. Det kan koste ekstra at arbejde med den type bygningsopgaver, men hvis de håndværksmæssige kompetencer er til stede, er det både realistisk at udføre de aktuelle arbejder og estimere den rette pris. Med de rette kompetencer og erfaringer kan arbejdet udføres rationelt og dermed kan prisen blive håndterbar. Erfaringer gør det lettere at estimere realistiske tidsdimensioner og det giver også mulighed for at tage nye opgaver. Fx havde vi to malere fra et stort malerfirma i Århus, som efter at deres svende havde fået diplom i restaurering fra CBR, turde give bud på nye typer opgaver; “Jeg tager en af mine restaureringshåndværkere med ud og vurderer opgaverne, for de ved, hvordan det skal laves, og hvor lang tid det tager”, udtrykte malermesteren. Viden er indtjening.

I Realdania-undersøgelsen foreslår flere, at der bør være mulighed for at søge om tilskud til arbejder, der understøtter bevaringsværdierne. Det er et politisk spørgsmål, og der findes allerede muligheder i kommunerne for at yde støtte til bevaringsværdige bygninger. Men det er et område, der nok kan trænge til en kritisk gennemgang for at vurdere, om der er midler nok til indsatsen.

Hvad ved vi allerede?

Respondenterne i undersøgelsen anbefaler, at man etablerer en hjemmeside, hvor man via en bygnings adresse kan få oplysninger om, hvorvidt en bygning er fredet eller bevaringsværdig. Da der allerede findes muligheder herfor, tyder anbefalingerne på, at der kan strammes en del op på kommunikationen heraf. Det gælder ikke mindst i kommunerne, som både kulturelt og lovgivningsmæssigt har en særlig forpligtigelse til at sikre, at vi tager vare på vores bygningskultur.

Håndværket tilbage til håndværkeren

Alt i alt er det en fornøjelse, at med en undersøgelse der peger på en række nødvendige tiltag, hvor behovene bliver mere presserende for hvert år der går. Vi skal samle den viden op der stadig findes blandt ældre håndværkere, den er både svær og dyr at genskabe, derfor skal den overføres fra mester til svend. Vi har en meget stor del af vores bygningsmasse, som er bevaringsværdigt, det er kultur og historie, og det er viden og identitet. Derfor er det vigtigt at tage undersøgelsen alvorlig og meget gerne bruge resultatet til at bringe håndværket tilbage til håndværkerne, hvor det hører hjemme. Men det forpligter, hvis tilliden blandt bygningsejerne, som stadig synes at være der, fortsat skal drive værket.
Se flere blogindlæg.