Om Renovering på dagsordenen
- Dagens Byggeri samarbejder med de 12 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
- De 12 partnere er:
- – GI Grundejernes Investeringsfond
- – Bygherreforeningen
- – Realdania
- – Dansk Byggeri
- – NCC
- – MT Højgaard
- – Danske Ark
- – COWI
- – Konstruktørforeningen
- – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- – Ingeniørforeningen IDA
- – Akademisk Arkitektforening
I et inspirerende indlæg tidligere i april skriver Mogens Victor Andersen om den klassiske håndværker som kulturbærer. Han argumenter for, at erhvervsuddannelserne skal styrkes – især på det kulturelle område. Tesen er, at et mere klart fokus på de kulturelle aspekter i de håndværksfag, der skal skabe og bevare de kulturbærende værdier i byggeriet, kan være én af fortællingerne, eller måske netop dén fortælling, som kan inspirere og motivere de unge til at vælge en erhvervsuddannelse inden for byggeriet. Og den fortælling mangler i dag, må man forstå af indlægget.
Denne søgen efter greb, der kan få flere unge ind i byggeriet, gælder ikke kun for håndværkere, hvor efterspørgslen topper i disse tider. Også inden for andre faggrupper kan der være et mismatch mellem udbud og efterspørgsel – også selvom det måske er mindre tydeligt i dele af byggeriet, der ikke er så mandskabstunge.
Ser man på arkitekterne som faggruppe er der gennem de senere år sket en markant ændring af de unges præferencer. Det kulturelle aspekt er og har altid været bærende for arkitektuddannelserne og udgangspunktet for arkitekternes virke, men i de senere år er det traditionelle fokus på skabelsen af nybyggeri, om ikke erstattet, så i hvert fald ændret markant. Mange arkitektstuderende har således fået øjnene op for de kulturelle kvaliteter i den eksisterende bygningsmasse – og de spændende udfordringer ift. bevaring og/eller udvikling gennem transformation, der ligger i at arbejde med dette område af byggeriet.
Således har Kulturarv, Transformation og Restaurering i flere år været det største kandidatprogram på Kunstakademiets Arkitektskole i København, og samme tendens ser man i arkitektfaget som helhed. Flere og flere tegnestuer ser i renovering og restaurering reelle, faglige og kulturelle udfordringer.
Set fra et bygherreperspektiv er det vigtigt, at der inden for alle faggrupper findes kvalificerede fagligheder, som kan inspirere, udfordre og hjælpe bygherren med at realisere sine visioner og business cases – og måske få øjnene op for værdiskabelsen, der kan ligge i at arbejde med de kulturelle kvaliteter i arkitekturen og i bygningsmassen, som ikke umiddelbart er tydelige. Derfor er der al mulig grund til at bakke op om budskaber, som Mogens Victor Andersen bringer til torvs, og supplere med andre aspekter som strategier, brugerbehov, købmandskab, social ansvarlighed osv., der netop kan skabe det særlige samspil, der kræves mellem parterne for at lykkes.
Bygherren og arkitekten som kulturskaber
Hvis vi bliver i metaforen om, at håndværkeren er kulturbæreren, må det være bygherren og arkitekten, der sammen er kulturskaberne. Det er i samspillet mellem disse to parter, at det sublime kan opstå og gro, og findes der stærke fagligheder i begge lejre, er det i princippet kun naturlovene og økonomien, der sætter grænserne.
Accepterer vi denne præmis, skal der på samme måde som de fremsatte ønsker for håndværksuddannelsen og -fagene arbejdes bevidst med begrebet om kulturskabelsen som et fundament for udvikling af den eksisterende bygningsmasse. Det betyder bl.a. respekt for arkitekturhistorien, kombineret med kvalificerede bud på nutidig bygningskultur, der har skønhed, holdbarhed og funktionalitet – altså følger Vitruvius (#) dyder, og som samtidigt i fleste henseender også vil være miljømæssigt, socialt og kulturelt bæredygtigt.
Hånd om det uhåndgribelige
Den spændende udfordring ligger så i at definere, diskutere og formatere de kulturelle værdier på tværs af fagligheder. Mens der i dag nok er en relativ håndfast opfattelse af, hvad godt håndværk er, og det dermed lader sig definere som kulturel værdi, som i hvert fald i højkonjunktur også lader sig kapitalisere i en højere økonomisk værdi – og dermed pris – er skabelsen af immaterielle, kulturelle værdier ofte mere uhåndgribelige. Der findes en række faglige greb, som arkitekter bruger, når de skal definere arkitektonisk kvalitet – også som en kulturel værdi – og i de senere år har bl.a. Danske Arkitektvirksomheder arbejdet på at nå frem til metoder til at værdisætte denne kvalitet i en mere økonomisk (og målbar) forstand.
Bygherrer er ingenlunde resistente overfor at diskutere kulturelle værdier eller arkitektonisk kvalitet – særligt ikke, hvis det kan ske i et tillidsfuldt forum og med fælles sprog. Og heri ligger der et stort potentiale for uddannelser og efteruddannelser inden for både arkitekt- og bygherrefagene. Det er i dialogen, at de gensidige forståelser kan opstå og udvikle sig. Det gælder hvad enten dialogen starter i en projektkonkurrence, et byggeprogram eller et dialogbaseret udbud. Her kan alle de tre nævnte parter have nytte af at diskutere den kulturelle værdiskabelse af et givent byggeri. Sidst, men ikke mindst, må vi heller ikke glemme brugerne, for hvem der i virkeligheden bygges, og hvis behov naturligt må indgå i udgangspunktet for samtalen.
I den sammenhæng giver det atter mening at citere Winston Churchill: ‘We shape our buildings; thereafter they shape us’, og – som den amerikanske forfatter og aktivist Stewart Brand – tilføje: ‘ … and then we shape them again – ad infinitum’.
(#) Marcus Vitruvius Pollio (ca. 75 f.Kr.-25 f.Kr.) var en romersk arkitekt og ingeniør, og kendt for sit store værk De architectura (ca. 35 f.Kr.).
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';