Alt andet end standard

Da en ældre kontorejendom blevet omdannet til et skolehjem for 123 unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse, blev der lagt vægt på godt håndværk - blandt andet i forhold til belysningsløsningen.
Vores beboere er unge mennesker under erhvervsmæssig uddannelse, så de ved noget om, hvad godt håndværk er, siger Jette Bjerre, leder af Håndværker Skolehjemmet. Pressefoto.
Vores beboere er unge mennesker under erhvervsmæssig uddannelse, så de ved noget om, hvad godt håndværk er, siger Jette Bjerre, leder af Håndværker Skolehjemmet. Pressefoto.

Håndværker Skolehjemmet på Ramsingvej i Valby var oprindeligt en kontorejendom fra 1974, men en gennemgribende renovering har gjort bygningen til hjem for unge under erhvervsuddannelse. I forbindelse med renoveringen er der blandt andet blevet etableret en ny, total belysningsløsning. Den har der været høje krav til fra bygherrens side, oplyses det i en pressemeddelelse fra Lemvigh-Müller.

Ud over at belysningsløsningen skulle være funktionel og robust, skulle den også have et æstetisk udtryk, som hjemmets beboere ville føle sig godt tilpas i. Og så skulle det være godt håndværk.

– Vores beboere er unge mennesker under erhvervsmæssig uddannelse, så de ved noget om, hvad godt håndværk er. Så ud over, at selve udtrykket skulle matche en ung målgruppe, så skulle belysningen også repræsentere en løsning af høj klasse, siger Jette Bjerre, leder af Håndværker Skolehjemmet.

Ingen standardløsninger

Derfor satte arkitekt- og ingeniørvirksomheden AI, som har rådgivet om og udarbejdet kravspecifikationer til belysningsløsningen, barren højt. Målet var at skabe en arkitektonisk gennemtænkt kvalitetsløsning med et æstetisk udtryk, som matcher bygningens rå installationsmiljø. Resultatet, nu hvor skolehjemmet står færdigt, er blevet en integreret løsning, hvor installationerne i udstrakt grad er indbygget som en del af loftet og de øvrige bygningselementer.

Det er ikke noget, der har kunnet lade sig gøre med standardprodukter, fortæller el-ingeniør Michael Vesterager fra AI.

– Der er stort set ikke noget, som er standard – det er for eksempel ikke hver dag, man får mulighed for at lave et meget stort kvadratisk armatur i en trappeopgang, og installationsmæssigt er det heller ikke helt trivielt at indbygge et armatur i en gipsfrise, siger han.

Godt samarbejde

Når man ikke kan ty til standardprodukter og -løsninger, er samarbejdet mellem rådgiverne, der sidder med kravspecifikationerne, og grossisten der skal levere belysningen, ekstra vigtigt, lyder det fra Lemvigh-Müller.

– Sammen med Lemvigh-Müllers belysningskonsulent fandt vi frem til de produkter og løsninger, der kunne indfri de krav, vi havde. For os er det meget vigtigt, at de løsningsforslag, vi udarbejder, rent faktisk også kan implementeres, og det sikrer man ved et tæt samarbejde med grossisten og derigennem producenten, siger Michael Vesterager.

Han fortæller, at en af udfordringerne i projektet har været at imødekomme kravene til blænding, farvegengivelse samt MacAdam-værdierne, som definerer, hvor stor variationen i lysets farvetemperatur må være.

– Vi sætter højere lysniveauer, end man normalt gør, fordi standardernes minimumskrav efter vores mening ikke giver brugerne den nødvendige komfort. For at undgå blænding fik vi lavet armaturerne længere, så arealet på lysfladen er større, og lysniveauet er droslet ned. Vi har kørt armaturerne i nogle rigtig lange længder i det her projekt, siger Michael Vesterager.

Spændende installationsopgave

Selve installationen blev udført af GBK Teknik, der har samarbejdet med Lemvigh-Müller gennem mange år.

– Lemvigh-Müller bød ind med den bedste pris og har udført et kæmpe arbejde med at finde frem til de produkter, der kunne matche de høje krav, siger Benny Nielsen, elinstallatør hos GBK Teknik.

Også han fremhæver kravene til MacAdam som et af de områder, hvor det har været vigtigt at kunne trække på Lemvigh-Müllers belysningskonsulenter for at få yderligere dokumentation fra producenten og finde frem til de rigtige tilpasninger. Herudover har der også været andre funktionelle krav, som har kastet specialtilpasninger af sig, fortæller han. For eksempel er der blevet monteret specielt tætte gummibånd omkring armaturerne i køkkenet, så de er mere rengøringsvenlige. Der er også lavet specielle opalafskærmninger til armaturerne i badeværelserne for at imødekomme projektets skrappe krav til armaturets lumen pr. watt og samtidig undgå blænding. Han er mere end tilfreds med resultatet, der altså er blevet alt andet end standard.

– Det har været en både spændende og udfordrende opgave på grund af de mange tilpasninger, som har været nødvendige for at få armaturerne passet ind i loftsmodulerne. Resultatet er blevet et look, der på en og samme tid er både råt og forfinet, siger han.

Lemvigh-Müller har leveret belysningsløsningerne. Pressefoto.
Lemvigh-Müller har leveret belysningsløsningerne. Pressefoto.

Relateret indhold