Glostrup Boligselskabs afdeling 33, Birkeskoven og Bøgeskoven, står foran en omfattende energirenovering og modernisering. Det er Skou Gruppen, der har vundet hovedentreprisen, der omhandler modernisering af de 158 rækkehuse samt fire boligblokke med i alt 90 lejeboliger.
Hovedentreprenøren skal også bygge nye boliger i en gammel vaskeribygning samt omdanne 26 stuelejligheder til tilgængelighedsboliger.
14.500 kvm nye tage
Alle boligerne får også totalrenoverede badeværelser, og så skal lidt over 14.500 kvadratmeter tag udskiftes.
Hele bebyggelsen har eternittage, som er fra den periode, hvor man netop var ophørt med at bruge asbest. Kvaliteten af tagene fra dengang er ikke god, så de er noget nedslidte.
– Hele bebyggelsen får udskiftet det gamle udtjente tag med nyt undertag og en tagbelægning af matsort Steni Protego-tage. Samtidig bliver tagene forhøjet og får mere isolering, siger Skou Gruppens projektchef Allan Rudolf Pedersen.
Det omfattende arbejde forventes at stå på de kommende godt to år.