Afdelingen Hyldespjældet hører under Vridsløselille Andelsboligforening i det nordlige Albertslund tæt på Vestskoven. Det er en ikonisk tæt-lav bebyggelse fra 1970’erne og består af 383 lejeboliger med et samlet boligareal på 26.979 m2 fordelt på afdelingens ca. 100.000 m2 store grundareal.
Nu skal NCC udføre renovering og ombygning for cirka 231 mio. kroner.
– Vi er glade for at have vundet endnu en opgave for Bo-Vest, siger områdedirektør i NCC Renovering Brian Hasfeldt.
Bygningerne er i opført i varierende højde i op til tre etager og opført i røde og blå betonelementer med flade tagpaptag, tagterrasser og karakteristisk malede trævinduer- og døre.
– Projektet rummer en lang række af de opgaver, der netop er vores kernekompetencer, fra kompleksiteten i renoveringen til en planlægning af arbejdet, der tager mest muligt hensyn til beboernes trivsel i byggeperioden og skaber en effektiv produktion, tilføjer han.
Fortsætter godt samarbejde
Blandt en lang række renoveringstiltag i bebyggelsen, der skal gennemføres, er udskiftning og renovering af tage, betonfacader, vinduer, døre, træfacader, betontrapper samt regnvandsledninger og installationer.
Renoveringen omfatter også et beboerhus, skure, terræn, sokkelisolering og radonsikring samt gulve i entreer.
Desuden skal 40 treetagers boliger og 1-rums boliger ombygges til tilgængelighedsboliger.
– Jeg er meget glad for, at vi kan fortsætte vores gode samarbejde, siger adm. direktør hos Bo-Vest, Ulrik Brock Hoffmeyer og henviser til en anden stor byggesag i Albertslund, hvor NCC totalrenoverer over 500 gårdhavehuse i 4 Syd og 4 Nord.
– Nu skal Hyldespjældet renoveres, og det glæder mig – mest af alt på beboernes vegne, der kan se frem til en forbedring af deres boliger.
Efterlever den frivillige bæredygtighedsklasse
På Hyldespjældet vil NCC efterleve den frivillige bæredygtighedsklasse inden for bæredygtighedskravenes dokumentation af problematiske stoffer, afgasninger til indeklimaet og ressourceanvendelse på byggepladsen. Bæredygtighedsklassen er en frivillig ordning indført af Bolig- og Planstyrelsen, der skal fremme bæredygtighed i byggeriet, og som i 2023 bliver en fast del af bygningsreglementet.
Øvrige parter i projektet omfatter Rambøll og Henning Larsen Architects.
Arbejdet sættes i gang i april 2022 og forventes afsluttet i april 2024.