179 indstillinger til Renoverprisen

Renoveringer af parcelhuse og alment boligbyggeri er godt repræsenteret blandt årets indstillede projekter. Nu skal nomineringsudvalget i arbejdstøjet og beslutte, hvilke projekter der skal nomineres til prisen.
Den omfattende klimarenovering af bebyggelsen Søndervangen i Aarhus er blandt de indstillede projekter.
Den omfattende klimarenovering af bebyggelsen Søndervangen i Aarhus er blandt de indstillede projekter.

Om prisen

  • Renoverprisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det skal Renoverprisen være med til at lave om på. Prisen er også særegen, fordi den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. Renoverprisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

I dag lukkes der for flere indstillinger til Renoverprisen 2016, og derfor står det nu klart, at det er blandt de 179 projekter, der siden januar er blevet indstillet til prisen, at årets vinder skal findes. Det er en lille stigning i forhold til sidste år, hvor der indløb 167 indstillinger.

De indstillede projekter tæller både små og store renoveringer fra hele landet. Blandt andet er der flere eksempler på renoveringer af almene boligbyggerier og parcelhuse.

Renovering giver nogle muligheder, som nybyggeriet ikke gør.

Adm. direktørLars Axelsen GI

– Renoverprisen kaster lys på, hvor vigtigt det er, at vi renoverer vores eksisterende bygningsmasse med omtanke. Både som led i at bevare kulturarv, og når det gælder klima- og miljødagsordener, er det vigtigt, hvordan vi renoverer. Traditionelt er det de større renoveringsprojekter, der løber med opmærksomheden. Derfor er det glædeligt, at også almene boliger og parcelhuse er fint repræsenteret i årets indstillinger, siger filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro.

4-6 bliver nomineret

Flere af de indstillede projekter byder også på interessante og spektakulære renoveringer. Der er blandt andet en forvandling af en gammel kedelbygning i Vejle til et moderne værksted for kulturvirksomheder, som nu skal være et vartegn for innovation i Vejle og omegn.

Lagerhaller i Aabenraa, der tidligere husede en medicinvirksomhed, er transformeret til rum for leg og læring for elever i 0.-2. klasse på Kongehøjskolen. Og et tidligere krematorium og kapel på Bispebjerg Torv i København NV er blevet til et danse- og bevægelseshus.

– Renovering er blevet mere end bare at gøre, som man plejer. Det er efterhånden i renoveringer, at man finder de mest kreative og innovative bygninger. Og det virker som om, branchen er ved at vågne op i forhold til at se potentialet i renovering. Renovering giver nogle muligheder, som nybyggeriet ikke gør, siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.

Frem til midten af juni vil et nomineringsudvalg på fire personer, der tilsammen repræsenterer hele byggebranchen, vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke fire til seks projekter der skal gå videre i konkurrencen og blive nomineret til Renoverprisen 2016. Vinderen kåres ved en fest i begyndelsen af september 2016.

Relateret indhold