Mængderne af råstoffer som sand og grus i den danske undergrund er begrænsede, og det er i dag svært ved at skaffe jomfruelige materialer i rette mængder og kvaliteter.
Omkring 20 % af den mængde sten, grus og sand, der indvindes i Danmark, bruges til betonproduktion og indgår dermed i alt fra parcelhuse til store infrastrukturprojekter.
Blandt andet derfor har landets største producent og leverandør af færdigblandet beton, Unicon, nu sat det mål, at 120.000 tons spildbeton skal genanvendes om året. Det svarer til den mængde, der hvert år kommer i overskud – typisk fordi der bestilles for meget beton til byggeprojekter.
– Bæredygtighed handler i høj grad om CO2-reduktioner, hvilket naturligvis er vigtigt, men det handler også om mere end det, og derfor er det afgørende, at vi også har fokus på optimal udnyttelse af jomfruelige råstoffer, siger Casper Mathiasen, direktør i Unicon.
– I dag nyttiggøres alt spild- og nedrivningsbeton, både i ny beton og som vejfyld, men som branche bør vi i højere grad have fokus på at udnytte ressourcerne bedst muligt – for vores eget vedkommende i ny beton. Med denne nye målsætning kan vi forhåbentligt være med til at flytte grænserne for betonproduktion i Danmark, uddyber han.
4 % går til spilde
Ifølge DTU udgør beton ca. 25 % af alt bygge- og anlægsaffald i Danmark, hvilket svarer til mindst to millioner tons betonaffald hvert år. Dette inkluderer både spild- og nedrivningsbeton. Samtidig henter man fem til seks millioner tons sten og grus op fra den danske undergrund for at lave ny beton.
Ser man isoleret på direkte spild fra betonproduktion ligger denne på op mod 4 %. For Unicons vedkommende svarer dette til ca. 120.000 tons spildbeton årligt.
– I 2023 sigter vi efter at genanvende 60.000 tons spildbeton, mens vi samtidig vil arbejde hen mod at genanvende yderligere mængder beton fra øvrige dele af byggebranchen, eksempelvis beton fra nedrivning, fortæller Casper Mathiasen og tilføjer, at målet imidlertid er, at virksomheden inden for en årrække skal genanvende al spildbetonen fra egen produktion til fremstilling af ny beton.
Peger på kommuner og regioner
Et tiltag, der også taler direkte ind i de nye klimakrav til byggeriet:
– For at vi kan nå helt i mål med udnyttelse af spildet fra vores egen produktion, kræver det blandt andet, at vi kan få tilladelse til at nedknuse spildbeton lokalt. Manglende lokale tilladelser betyder i dag, at spildbeton i stedet ender som affald.
– Samtidig er det afgørende, at vi skaber nogle erhvervsmæssige symbioser og værdikæder, hvor øvrige industrier også bruger de rester fra eksempelvis nedrivningsbeton, som betonproducenterne ikke kan anvende. Således udnyttes al spild og affald bedst muligt. Dette kræver imidlertid planlægning og facilitering af kommuner og regioner, siger Unicons direktør.
Unicon er en del af Aalborg Portland Holding, som er ejet af italienske Cementir Group.